Skøn og let cykeltur i Bretagne. Bretagne er en verden for sig. Der er salt og vind og et særligt lys og overalt stenene, husenes og klippernes grå granit og bregnerne og den gule gyvel. Store sandstrande, gamle, hyggelige byer med atmosfære, idylliske fiskerlejer og en befolkning som er stærkt knyttet til deres fortid og deres ældgamle traditioner og legender. Ligesom Normandiet er Bretagne et udpræget bondeland. Du gennemkører et landbrugsland, her er får og køer pynteligt på marker omkranset af skove, og ude ved kysten ser du havets store åndedræt med det markante tidevand ved St Malo, Cancale og Mont St Michel. Let cykeltur i Bretagne som ligelig er en indlands tur og en kystnær tur, og vi har med oplægget her ændret fra tidligere års udgaver af cykling i Bretagne.
Cykelturen her er forholdsvis flad og let. Der er nogle bakker, men ikke mere end du finder det i Danmark. Ruten fører dig gennem det klassiske Bretagne ad grønne stier i det blide landskab til kysten og mødet mellem jord, himmel og hav. Saint Malo har en unik beliggenhed ud til havet, og med sine gamle forsvarsværker og historie med pirateri også sin helt egen atmosfære. Det er rart at have god tid her. Landet øst for byder også på skønne oplevelser, med en flot kystlinie, østerfangst og charmerende fiskerlandsbyer.