Merlot

Menu

Dordogne

Menneskets vugge

Dordogne er et naturskønt område og leverer et herligt landskab til denne cykelrejse i Sydfrankrig. Toget mellem Paris og Toulouse standser nu i Souillac, hvilket har gjort det noget nemmere at komme hertil. For cyklisten er det en glæde at cykle i et meget varieret landskab hvor gamle borge hyppigt dukker op, med idylliske landsbyer med tobaksproduktion og trøfler, valnøddelunde og majsmarker. Råvarerne til det gode køkken ser du ofte: Det er Frankrigs ande- og gåsefarm par exellence, så foie gras og magret de canard er altid at finde på spisekortet. Denne cykelrejse i Dordogne i Sydfrankrig er bakket, men i den blide ende. Ofte følger du floddale, der slynger sig gennem et frodigt landskab. I Vitrac bor du på hotel lige ned til Dordogne-floden. Men det er forhistorien, der er omdrejningspunktet i Dordognes turisme. Grotter med hulemalerier fra menneskets tidligste historie, kommer du til på denne cykelrejse i Dordogne Sydfrankrig, som på den måde bevæger sig i et enormt tidsspænd med flotte eksempler på renæssanceborge i den anden ende. Middelalderbyen Sarlat er der sat en halv dag af til. Byen er meget velholdt og ren, en fornøjelse at være her.

Fredagsmarked i Souillac

Fredagsmarked i Souillac

1. dag

Ankomst til Souillac

Flyv til Toulouse eller Paris og tag toget til Souillac. Byen er med sine smågader med butikker, cafeer og fine klosterkirke fra det 12. årh. en typisk fransk provinsby. Hverdag er der marked på cynes torv. Ved ankomsten hentes du på stationen, og bor på La Vieille Auberge midt i byen.

2. dag

Souillac-Tamnies

38km

Du cykler ud af Souillac, på landevej i starten, men så drejer du fra og er hurtigt ude i et stille landskab. Du kan tage en omvej på 6 km og besøge Jardins du Manoir d’Eyrignac – et ret enestående haveanlæg i ægte fransk stil med lige linier og kantklippede hække. Du kommer til byen Salignac med middelalderborg og huse klynget omkring komplekset. Du kommer til Saint Genies med sine gule huse og er her i Frankrigs skatkammer for foie gras. Du ser gæs og ænder mange steder, stop op de vil gerne snakke …! Så videre til Tamnies og dit hotel for aftenen, Hotel Laborderie. Her er have og pool.

3. dag

Tamnies-Les Eyzies

42km

Atter afsted på cyklen gennem et roligt landskab med engstrøg afgrænset af en rand af klipper. Så ned i Vézère dalen – med en afstikker på ca 14 km i alt kan du nå op til Lascaux-grotten, ellers kør ned mod Les Eyzies, på din vej stopper du i St Leon med sin ro her ved floden og den gamle romanske kirke. Men dalen her er Vallée de l’homme og dit mål i dag er jo ”capitale du préhistoire”. Du bor 2 nætter på Hôtel Le Centenaire tæt ved det statslige museum. Hotellet har have og pool.

4. dag

I Les Eyzies

Der er meget at se på her, flere grotter i nærheden, men også førnævnte museum, som du bør se for at blive intruduceret til den viden, som grotterne har givet os om menneskets tidligste historie. Hvis du vil cykle har jeg lavet en tur på 30-40 km til Bugues og evt. videre.

5. dag

Les Eyzies-Vitrac

35km

Gennem skove og agerland med floden Beune som vejviser et stykke af vejen inden du drejer af og søger mod byen Sarlat. Her skal du gøre en ordentlig pause, det er den betydeligste by i Perigord, så smuk og velholdt, byen nyder vel godt af de mange turister, som også holder restaurantlivet oppe på et pænt niveau. Giv dig god tid i Sarlat, du har kun 10 km ned til Vitrac, hvor du bor på det gode traditionelle Hotel Plaisance nede ved Dordogne-floden. Have og pool.

6. dag

Udflugt fra Vitrac

40km

Der er have til afslapning, men der er også meget at se på i nabolaget, så jeg har naturligvis lavet en rute, der igen afdækker herligheder her på egnen. Helt berømte er La Roque Gageac og Domme samt Joséphine Bakers slot Chateau des Milandes. Overnatning samme sted.

7. dag

Vitrac-Souillac

35km

Stadig nede i Dordogne-dalen er her mere at se på endnu. Chateau Montfort og Fenelon ligger flot med sine vældige borgkomplekser, som endnu et par fornemme repræsentanter for et renæssanceslot, som du har set så mange af under dagene her. Roligt forbi St Julien de Lampon tilbage til Souillac. Samme hotel som ved første nat.

8. dag

Afslutning og hjemrejse

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se også vores anden tur fra Souillac. Denne har kursen mod vest og ender i Bordeaux. Se Tur 32.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede