Cykelferie i Sydsverige på Kattegattleden: Flotteste cykelrute i Europa langs med havet! Ja, så enkelt kan det siges. I hvert fald tog Kattegattleden, som ruten fra Helsingborg til Göteborg hedder, i 2018 prisen for netop denne flotte titel. Og det siger ikke så lidt, for der er godt nok mange dejlige cykelruter langs de Europæiske kyster. Der er en del kriterier, der skal opfyldes for at blive kåret som Europas bedste. Bl.a. skal ruten gå ad adskilte cykelstier eller på meget stille landeveje. Der må ikke være trafik- og industristøj, og ruten skal være naturskøn og varieret. Og så skal der være gode picnic-muligheder undervejs. Alt dette finder du lige her i broderlandet mod nord. Så der er mange gode grunde til at prøve kræfter med en cykelferie på Kattegattleden i Sydsverige.

Vi har valgt at lave ”ren” Hallands-udgave af denne cykelferie i Sydsverige på Kattegattleden, med start i Halmstad og slut i Göteborg. På de godt 200 km langs den smukke vestkyst cykler du igennem karakteristiske svenske landskaber, forbi historiske slotte, langs enge og indbydende sandstrande og forbi hyggelige, små fiskerlandsbyer. Välkommen til Costa del Halland (som svenskerne selv ynder at kalde kysten).