Merlot

Menu

Piemonte

I bølgende vinland rundt om Alba

OBS! Ny rute fra Sæson 2022. Nu på hhv 8 eller 6 nætter og to nætter hvert sted.

Er du til smukke bølgende landskaber, fortryllende landsbyer og god mad og vin, så prøv denne cykelferie i Piemonte. Det var vinen og maden, der drev os i armene på Piemonte. Piemontesernes evne til at diske op til lækkermunde er legendarisk. Piemonte lægger jo vinstokke til to af Italiens helt store vine – Barolo og Barbaresco. På denne cykelferie i Piemonte kommer du ret ind i hjertet af disse vines oprindelsessteder.

Turen går rundt om Alba, gennem områderne Roero mod vest, Langhe mod syd og Monferrato mod nord. Her er ganske bakket med dale, der gennemskærer højdedragene, og turen byder på en del udfordringer – men på en el-cykel er de helt overkommelige. Og så får du det hele igen: De vidunderlige udsigter over vinlandet med Alperne i baggrunden, hasselnøddetræer på skråningerne og et højt niveau på spisesteder og hoteller. Turen går ad mindre asfalterede veje med meget begrænset biltrafik og indimellem ad små grusveje mellem vinstokkene. Du bor på udvalgte hoteller, albergos og vingårde. Ofte familiedrevne mindre steder med godt værtsskab og en hyggelig atmosfære. Vi har ikke inkluderet middage, men vi anbefaler gerne gode restauranter og foretager bordreservationerne for dig der hvor det kan være nødvendigt. To varianter af denne cykelferie i Piemonte: 8 nætter (73A) eller 6 nætter (73B). Du kan også vælge at opgradere nogle af hotellerne. Se eksempler i fanen “Hotellerne”. Velkommen på cykel!

Denne cykelferie i Piemonte starter i den hyggelige lille vinby Neive

Denne cykelferie i Piemonte starter i den hyggelige lille vinby Neive

1. dag

Ankomst til Piemonte

Turen starter i den lille vinby Neive, som ligger ca. 12 km øst for Alba og tæt omsluttet af vinmarker. Her er ganske enkelt vinstokke så langt øjet rækker og til alle sider. Så er du ankommet til Piemonte! Neive er en ganske hyggelig by med smalle brostensbelagte gader og mange små vinbarer og restauranter. I Neive bor du godt på det familiedrevede Hotel Borgese med kun syv værelser, stemningsfuldt indrettet i et ældre byhus midt i byen.

2. dag

Neive-Verduno

58km

Første stop er Barbaresco – et stednavn som du sikkert kan genkende fra vinetiketterne. Den ene af byens kirker er nu omdannet til et enotek med smagning og salg. Meget sigende for en lille by hvor alt drejer sig om vin, og et passende første stop på din cykelferie i Piemonte. Ruten herfra bølger op og ned gennem gennem vinmarker og så skov og hasselnøddetræer frem mod Pollenzo; hjemsted for slow food bevægelsen. I byen er der et slow food universitet, og Italiens vinbank ligger også her; en samling af alle de store vine fra hele landet. Her er ønologi museum og selvfølgelig mulighed for at smage! Efter Pollenzo krydser du Tanaro floden igen, og så en stejl stigning frem mod dagens mål Verduno. I byen er der et udsigtspunkt hvorfra du kan skue ud over hele det landskab, de byer og de vinmarker du skal cykle i de kommende dage. De næste to nætter skal du bo på Agriturismo Ca’ del Re, med god restaurant og egen vinproduktion. Stedet har gennemgået en større renovering i 2021 og har bl.a. lavet en pool.

OBS! Tur 73B er uden disse to nætter i Verduno. Gæsterne cykler i stedet direkte fra Neive til Monforte. En rute på 30 km. Se videre fra dag 5.

3. dag

Udflugt til Alba og Barolo vingård

26km

Idag skal du til Alba; Langhe regionens historiske og kulturelle centrum og Piemontes gourmet-hovedstad. Byen er kendt for sine hvide trøfler og den årlige trøffelfestival i oktober. Også Nutella kommer fra Alba. Måske ikke det mest eksklusive pålæg, men de hasselnødder, som Nutellaen er lavet af, kommer fra egnen, og de er i deres helt egen liga. Store, smagfulde og allesteds nærværende. I det gamle centrum er stemningen i de brostensbelagte gader livlig. På Piazza Elvio Pertinaca er der marked hver lørdag formiddag. På vejen tilbage til Verduno kan du gøre et stop på en Barolo vingård.

4. dag

Verduno-Monforte d'Alba

48km

Nu er du i hjertet af Barolo-land. Ruten bølger let op og ned og i det fjerne kan du se slottet Castello di Grinzane Cavour. Udover vinmarker er her også frugtplantager med fersken og figner samt hasselnødder og valnødder. Og så dyrker landmændene kartofler, majs og kål længere inde på markerne. Stop i Grinzane Cavour og se slottet fra 1300-tallet med lokalhistorisk museum og enoteca. Det er her den årlige internationale trøffelauktion finder sted. Herefter en kort tur ned i dalen og så op igen til La Morra, som er smukt placeret på en bakketop, og fra byens Piazza Castello er der en fabelagtig udsigt. Fra La Morra en skøn nedtur til Barolo, som ligger så smukt der svøbt i alt det grønne. Dejligt for en gangs skyld også at komme cyklende ned til en by, i stedet for altid at have byen på toppen. Barolo er centrum for den legendariske vin af samme navn, og i kælderen i byens gamle borg er der selvfølgelig et Enoteca hvor du kan smage de kendte vine. På ruten passerer du mange af de store vingårde som ofte tager imod besøg. Næste by er Monforte d’Alba, hvor du øverst oppe gennem de smalle gader finder en fin kirke med lille amfiteater og en herlig udsigt over byens tage. Her bor du på La Basiglia de næste to nætter.

5. dag

Rundtur i Alta Langhe

48km

Du cykler sydpå gennem det bølgende vinland til den lidt større by Dogliani i bunden af dalen. Så østover mod Bossolasco med nøgne tufstensklipper omkring dig. Alpetoppene i horisonten danner et flot bagtæppe til de grønne bakker. Herovre østpå erstattes vinstokkene af skov- og græsklædte skråninger. Dagens rute går til turens sydligste punkt, byen Murazzano. En fin gammel by med kirke højt beliggende og byens centrale plads nedenfor. Tilbage ad anden rute til Monforte d’Alba.

6. dag

Monforte d'Alba-Castiglione Tinella

58km

Idag skal du til den del af regionen der hedder Bassa Langhe. Også her gennem det bølgende vinland hvor Serralunga og Diano d’Alba ligger som fristende stoppesteder undervejs mod Montelupo, som er højt beliggende og omringet af den grønne frodighed, som tusindvis af vinranker udgør. Herfra videre yderligere et par km opad. Sørg for at stoppe op og nyd udsigten til Alperne, hvis vejret er klart. Fremme i den lille by Castiglione Tinella ligger Albergo Castiglione Langhe hvor du skal bo de næste to nætter.

7. dag

Rundtur til Canelli og Muscato Hills

25-54km

Idag østpå og ind i et nyt vinområde: Muscato. De første km går op og ned inden den 7 km lange trilletur ned til byen Canelli, som ligger i bunden af dalen. Her holder de store Muscato producenter til, bl.a. Contratto og Gancia, og deres kølige kældre langt under jorden er åbent for besøgende. Bliv I Canelli eller gør en flot rundtur i Muscato bakkerne inden du vender tilbage til Castiglione Tinella.

8. dag

Castiglione Tinella-Neive

Neive, som er dagens mål, ligger bare 10 km vest herfor, så ønsker du en let dag kan du bare cykle direkte. Men for de der ønsker at få lidt flere km i benene og få set mest muligt, har vi lavet en ruten der gør en bue sydover. Først til byen Mango, som har kirke og enotek med fin statue opstillet til ære for Piemontes berømte trøffelhunde. Derfra ad fine smalle veje i en fin vekslen mellem skov, hasselnød og vinmarker frem mod Neive hvor du bor samme sted som ved ankomsten.

9. dag

Afslutning på turen

En ugelang tur i vidunderlige Piemonte er slut. Hjemrejse efter morgenmaden. Eller bliv et par ekstra dage i Alba eller området.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Det kan være nødvendigt at benytte andre overnatningssteder for at få det hele til at gå op. Vi forbeholder os derfor ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede