Merlot

Menu

Weser

Hameln & Bremen

En herlig let cykelferie langs Weser floden. Weser er den vestligste af Tysklands store floder. Den løber syd-nord og munder ud i Nordsøen ved Bremerhaven. Bindingsværksidyllen Hann.Münden nede ved Kassel er udgangspunkt. Her slutter floderne Werra og Fulda sig til Weser, og langs det nu ret brede flodløb følger du Weser Radweg mod nord. De første dage nyder du Wesergebirge med skovklædte skråninger, senere vider landskabet sig ud og fra Verden er det ganske fladt op til Bremen og Bremerhaven. Undervejs kommer du til bindingsværksidyller som Höxter, Hameln og Nienburg og du får kendskab til ”lyvebaronen” von Münchausens hjemegn, og til historien om rottefængeren fra Hameln, som med sin fløjte drev rotterne ud af byen. God motion og gode historier i denne meget interessante del af Tyskland. Turen er velegnet for en togrejse.

1. dag

Ankomst til Hann.Münden

Du får cyklen og kan gøre et smut ned i byen med de mange bindingsværkshuse.

Hann.Münden

Hann.Münden

2. dag

Hann.Münden-Bad Karlshafen

50km

Du starter din cykeltur netop dér hvor bifloderne Werra og Fulda løber sammen med Weser. Forbi Benediktinerklosteret Bursfelde og så kommer du snart til Karlshafen. Det er en pudsig by med sine stilkontraster mellem barok og bindingsværk.

3. dag

Bad Karlshafen-Holzminden

49km

Byen Fürstenberg byder velkommen med sine smukke huse. Det samme gør Höxter, Beverungen og Holzminden – alle med en tæt klump af velholdte bindingsværkshuse. Imellem dem snor floden sig, og du cykler langs med den i et grønt og frodigt landskab.

4. dag

Holzminden-Hameln

55km

Idyllen fortsætter med en del småbyer langs din rute. Bodenwerder gør stads af at være Baron von Münchhausens hjemegn, ja han fødtes her i 1720. Mon ikke det var årene hos den russiske Zar, der gav ham ry af at være en vidtløftig fortæller? Han boede på familiegodset (i dag Rådhus) til sin død i 1797. Videre til rottefængerbyen Hameln, som skaber sit turistmæssige image af historien om rottefængeren, som jog både rotterne og byens børn ud af byen. Men der er megen nutidsattraktion over Hameln med sine fine byhuse.

5. dag

Hameln-Minden

59km

Weser Radweg fører videre gennem sidste del af Wesergebirge. Igen i Rinteln fine huse i Weser-renæssance, det samme i Minden, som ikke blev skånet under krigen (fabriksanlæg i bjergene i nærheden), men er fint genopbygget. Mittellandkanalen krydser her Weser over en akvædukt. 6-dages varianten slutter her med en sidste overnatning i Minden (57C).

6. dag

Minden-Nienburg

63km

Som sagt vider landskabet sig nu ud, du er i et engdrag med gårde og græssende, sortbrogede køer og vindmøller. Weser er stadig din ledetråd i din vej mod nord. Nienburg er turens mål, en hyggelig by med småhuse og forretninger.

7. dag

Nienburg-Verden

58km

Landskabet her i Mittelweser og grevskabet Hoja er grønne enge med fugleliv, gårde med kvægdrift og små byer med handel og – cykelturister på Weser Radweg. Verden er ”Reiter- und Pferdestadt” – endnu i dag har hestehandel og opdræt betydning for byen.

8. dag

Verden-Bremen

53km

Stien fortsætter mod Bremen. Du kommer bilfrit helt ind i centrum af denne gamle og charmerende by med sin Altstadt, sine Denkmaler for Roland og Bremer Stadtmusikanten. Livlig promenade langs Weser med lokale knejper. Vidste du for øvrigt at Bremen også går under navnet “kaffebyen”? Bremen har en lang tradition inden for kafferistning. I 1673 åbnede Tysklands første kaffehus i byen, og siden da har kaffe været en del af Bremens sjæl. I dag kommer hver anden kop kaffe, der skænkes i Tyskland, fra Bremen,d a byen er hovedsæde for flere kendte kaffeproducenter.

9-dages varianten slutter her med en sidste overnatning i Bremen (57B). Forlæng evt turen  her i  – så er der god ro og tid til at nyde kaffen!

9. dag

Bremen-Bremerhaven

65/80km

Dagens etape kan enten være den lange rute, som holder sig loyalt langs med Weser i et kulturlandskab med småhuse, fiskehytter og kolonihaver. Mange detaljer at se på. Eller du kan vælge en mere direkte vej øst for Weser, hvor afstanden da kun er 65 km. Lad vind og vejr afgøre det. Bremerhaven har meget at byde på for de maritimt og historisk interesserede med Museumsskibe og Udvandrermuseum. Bremerhaven og Cuxhaven var de store afsejlingshavne for udvandringen til Amerika for godt 100 år siden.

10. dag

Bremerhaven-Cuxhaven

55km

Sidste bid med kystnær cykling helt ud til den åbne Nordsø ved Cuxhaven med brede strande og klitter.

11. dag

Afslutning

Turen er slut. Efter morgenmaden hjemrejse via Hamburg.

Tuen langs med Weser arrangeres i 3 turlængder:

57A til Cuxhaven: 522 km, 11 dage, 10 nætter, 9 cykeldage
57B til Bremen: 387 km, 9 dage, 8 nætter, 7 cykeldage
57C til Minden: 213 km, 6 dage, 5 nætter, 4 cykeldage

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede