Merlot

Menu

Salzkammergut

5 søer i ro og mag

En cykelrejse rundt i Salzkammergut er er en tur gennem klassisk ferieland, som byder sig til med et romantisk landskab: Små og store bjerge der spejler sig i de dybe blå søer, og pittoreske byer med blomstrende altankasser og som emmer af nostalgi og tradition. Turen starter i Strobl ved Wolfgangsees østlige bred og du kommer til kejserbyen Bad Ischl, til St Wolfgang og Hallstatt. Du bor to nætter hvert sted. Det giver noget ro at du ikke skal flytte hotel hver dag og du har muligheden for at gøre nogle udflugter op på bjergtoppene.

Turen her er ikke svær. Der er kun få stigninger og langs søernes bredder er det ganske fladt. Du cykler overvejende af asfalterede skiltede cykelruter – ind imellem bilfri og ad mindre veje. De foreslåede ruter er korte, så er der tid til at kombinere cyklingen med vandring eller bybesøg. Hver dag gives i det endelige turmateriale også et forslag til en længere cykelrute.

1. dag

Ankomst til Strobl

Strobl ligger ved Wolfgangsees østlige ende og godt 40 km øst for Salzburg. Her skal du bo to nætter på det 4-stjernede Hotel Bergrose. Hotellet ligger små 2 km fra søen og byen. Et hyggeligt hotel i traditionel stil men lyst og venligt. Her er en dejlig have og indendørs pool. Der står cykler til dig og du får udleveret dit rutemateriale.

2. dag

Rundtur til St Wolfgang og Bad Ischl

34km 10min

Du cykler langs med den sydlige side af Wolfgangsee ad den nu nedlagte jernbane, Salzkammergutbahn, til Abersee. Herfra tager du skib (inkl) over til St Wolfgang på søens modsatte side. Byen er vel nok en af Salzkammerguts mest idyllisk beliggende og sødeste byer, med masser af bindingsværk, blomsterkasser, liv og restauranter. Gå rundt her og indsnus den romantiske atmosfære i de stejle gader. Tag evt. en tur med smalsporsbane fra St. Wolfgang op ad bjerget Scharfberg. Heroppefra får du de mest vidunderlige udsigter over søen og Salzkammerguts bjerge. Efter besøget her i St. Wolfgang cykler du videre rundt om søen og via Pfandl til Bad Ischl. Kejser Franz Joseph holdt sommer efter sommer sin ferie her i byen, som stadig emmer af kejserlig fortryllelse. Bad Ischl har også mange kursteder. Tilbage til Strobl og overnatning igen på Hotel Bergrose.

3. dag

Strobl-Mondsee

29km

Samme vej som i går til Abersee og så videre rundt om søen til St. Gilgen – en livlig ferieby med mange cafeer og restauranter. Mozarts mor, Anna Maria er født her og hans søster Nannerl boede her, så byen huser naturligvis et Mozartmuseum. Så skal du over Scharfling passet. Måske en ”trækketur” på et par kilometer, ved Krotensee når du toppen og så går det nedad mod Mondsee. Byen er bl.a. kendt for at lægge kulisse til bryllupsscenen fra filmen The Sound of Music, og er hyggelig med mange restauranter på det centrale torv. Stemningen er meget afslappet og livet leves i et mageligt tempo. Du bor to nætter her tæt ved kirken på Hotel Leitnerbraeu.

4. dag

Rundtur om Irrsee

24km

Du cykler ud ad byen og nordpå ad cykelsti til Lake Irrsee. Søen er en af de mindre søer i området, og er derfor også en af de varmeste. Vandet er krystalklart og kan om sommeren blive op til 25 gr., så husk endelig at få badetøjet med. Landskabet rundt om søen er meget naturskønt og uspoleret, så cyklinger er dejlig rolig. Nord for søen ligger den lille by Oberhofen, som er udgangspunkt for flere vandreture i området. Eneste rigtige by ned til søen er Zell am Moos, som ligger på søens østlige bred. Byens lille torv har et par cafeer. Tilbage til Mondsee og overnatning samme sted.

5. dag

Mondsee-Seefeld

26km

Ud ad byen og langs Mondsees nordlige bred til Au. Her krydser du over til Attersee. Attersee er Østrigs største og varmeste ferksvandssø (op til 25 gr.), så sørg igen for at have badetøjet med og gør tid til et badestop. Der er flere offentlige badebroer langs søen. Du når Attersee ved byen Unterach i søens sydligste ende. Herfra cykler du langs med søens sydlige bred østover og op til byen Steinbach og videre til dit hotel ved Seefeld. Her skal du bo på Hotel Föttinger, som ligger pragtfuld helt ned til søen. Hotellet har have og direkte adgang til badestranden.

6. dag

Seefeld-Bad Goisern

34km

Du cykler tilbage ned til Weisenbach og krydser nu igennem Weissenbach dalen. Først gennem slugten og så opad bakke gennem skoven og ned igen til Bad Ischl på den anden side. Gennem byen og ad cykelsti langs med Traun floden sydover til Bad Goisern. Nu er du i Inneres Salzkammergut, hvor landskabet er mere skovrigt og bjergene mere forvredne. Du overnatter i Bad Goisern på Hotel Goisererhof.

Cykeltur øst for Salzburg. Oplev bl.a. Hallstatt som ligger smukt klinet op ad bjergsiden.

Cykeltur øst for Salzburg. Oplev bl.a. Hallstatt som ligger smukt klinet op ad bjergsiden.

7. dag

Rundtur til Hallstatt

31km

Ad cykelsti videre sydpå langs med Traun floden. Så er du kommet til endnu en sø – Hallstätter See. Ruten går ad cykelsti langs med den østlige bred. Du snor dig ind og ud mellem søbredden og jernbanen, og stien går over i en hængebro, som hænger på klippeskrænten med det blå blå vand under dig. Så dukker Hallstatt op på den anden side af søen. Fra Hallstatt station kan du krydse søen over til Hallstatt by og derved afkorte ruten med ca. 10 km, eller du kan cykle syd om søen dertil. Hallstatt er opført på de stejle bjergskråninger der omgiver Hallstätter See. Byen er på UNESCOs verdenskulturarv-liste, og når man går rundt i de smalle og stejle små gader er det ikke svært at se hvorfor. Tag evt bjergbanen op til Hallstatts museum om salt minerne. Den historiske Soleleitungsweg, verdens ældste ”pipeline” konstrueret i 1607, førte via 9000 udhulede træstammer saltholdigt vand fra saltminerne i Hallstatt til Ebensee. Tilbage til Bad Goisern samme vej. Cykler du hele vejen frem og tilbage er ruten på 41 km.

8. dag

Turen er slut

Efter morgenmaden hjemrejse eller evt forlængelse her i Bad Goisern. Tag en ekstra dag her og cykl eller tag togt til Obertraun hvor du kan tage kabelbanen op i Dachsteinbjergmassivet. Heroppefra tager udsigten nærmest pusten fra dig. Man kan gå ud til 5 Fingers, en imponerende udsigtsplatform som breder sig ud som en hånd over et 400m lodret fald!

Se også vores andre to ture i Salzkammergut:

Tur 46: Salzkammergut. En rundtur fra Kejserbyen Bad Ischl

Tur 48: Fast hotel ved Strobl ved Wolfgangsee

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede