Med Potsdam tænker du sikkert på konferencen på Cecilienhof i 1945, på Frederik den Store, på Preussen og Bismarck og på Sanssouci. Kun en halv time i tog fra Berlins pulserende centrum finder vi delstaten Brandenburgs hovedstad. Byen og dens omegn er især kendt for sin historiske arv, som Preussens residensby med talrige og enestående slots- og parkanlæg. Bybilledet er præget af tidligere kongers barokdrømme og deres efterfølgeres storslåede monumenter i klassicistisk stil. Her er smukke gamle byporte, hyggelige baggårde med cafeer, værtshuse og gallerier. Her er Cecilienhof, hvor fredskonferencen efter 2. verdenskrig fandt sted – alt står som dengang, og vi mærker historiens vingesus, når vi står i rummet, hvor Truman, Churchill og Stalin afgjorde Europas skæbne. Potsdam og omegn byder i det hele taget på kultur og historie i en imponerende dimension. Berlin var jo en gang verdens filmby, og er godt på vej tilbage igen efter Hollywoods dominans. Her er filmmuseum og det berømte filmstudie Studio Babelsberg.
På turen her bor du alle nætter på det 4-stjernede Seminaris Hotel ca. 5 km fra Potsdam centrum. Hotellet ligger ude i det naturområde der hedder Pirschheide og ud til Templiner See. Her er 2 restauranter, indendørs pool og stor have. Vi har lavet 4 cykelruter ud derfra, som du kan cykle i den rækkefølge og i det omfang som nu passer dig. Ruterne går hovedsageligt ad cykelstier, og i et meget let terræn. Du kan forlænge opholdet på Seminaris hotel og tage et par bydage i Berlin.