Merlot

Menu

Normandiet

Bayeux, D-dag og Rouen

En cykeltur i Normandiet er rig på historie; fra Romerne over Vikingerne og Wilhelm Erobreren til de nyere gennembrudstider med revolution i 1790’erne (som ikke var populær i det konservative Normandie). Befolkningseksplosionen i Paris medførte den første turisme i Frankrig. Det blev mondænt at tage på landet og jernbanen gjorde det muligt for stadig flere at tage på badeferie. De brede sandstrande med kølig brise og idylliske fiskerlejer var ideelt for det nye borgerskab. Malerne fulgte efter, og under indtryk af de nye strømninger i livsformerne og kunsten udfoldede de sig og skabte vidunderlige værker. Impressionisterne Manet og Monet, Boudin, Pissarro, Degas og Renoir boltrede sig i den motivverden, som modernismens gennembrud medførte.

Anderledes dramatisk blev det for regionen da den anden front under 2. verdenskrig blev åbnet i juni 1944. Hele dette spænd vil du opleve på denne cykeltur ved kysten og i baglandet fra Bayeux til Rouen. Departementet hedder Calvados ligesom æblebrændevinen. Her er virkelig meget at se på og terrænet er smukt, sommeren er lys som i Danmark og her er meget behageligt at cykle.

1. dag

Ankomst til Bayeux

Kom tidligt eller måske en dag før, så du kan nå at se den gotiske domkirke med de to meget høje tårne og museerne for to krigsslag, der fandt sted med 900 års mellemrum: Bayeux-broderierne i Tapisserie de Bayeux og slaget om Normandiet i Musée Memorial de la Bataille de Normandie. Du bor centralt – f.eks. på Hotel Mogador eller Hotel Lion d’Or (tillæg).

2. dag

Rundtur til Omaha

53km

På cykel ud til kysten nordvest for Bayeux. Omaha er en af de fem invasionsstrande, det var her amerikanerne gik i land på D-dagen 6. juni 1944. Over en bred front (Utah, Omaha, Gold Juno og Sword) gik 2 allierede armeer i land, og her står det ene mindesmærke efter det andet. Ved Pointe du Hoc et markant granitmonument over 2. og 5. Bataljon, som under store tab stred sig op ad den 30 m høje klippe. I Saint Laurent s/Mer fortælles historien på Musée Mémorial d’Omaha Beach. Som afslutning på en tankevækkende dag et besøg i Colleville-sur-Mer med den 70 ha store amerikanske krigskirkegård Cemitière St-Laurant, hvor 9387 hvide marmorkors står i lange rækker. Tilbage til Bayeux og overnatning samme sted.

3. dag

Bayeux-Benouville

50km

Ned genem Aure-dalen kommer du snart til Longues-sur-Mer til kysten igen. Her ses nogle kæmpe kanonstillinger fra Nazi-Tysklands Atlanterhavsvold, som jo strakte sig fra Nordkap til Galicien. Senere Arromanches-les-Bains med Mulberry-havnen – den præfabrikerede invasionshavn som englænderne anlagde som midlertidig forsyningshavn, så de kunne gå i land her. Iøvrigt bygget i det stille og afsides Galloway i Skotland, Merlots tur 62 går her til. Spændende museum herom. Så videre langs kysten til Courseulles-sur-Mer og Juno Beach og Canadas soldaterkirkegaard. Nu ned gennem Mue-dalen til Fontaine-Henry med slot og dernæst til Benouville ved floden Orne og ved berømte Pegasus Bridge med de britiske faldskærmsnedfald. Godt madsted på Hotel Glycene!

4. dag

Benouville-Beuvron-en-Auge

43km

Du krydser Pegasus-broen og cykler gennem fredelige byer her ved kysten. Ranville var den først befriede by i Frankrig i 1944. I Merville det sidste tyske batteri og nu færdig med de umiddelbare mindesmærker fra 2.verdenskrig. Du er i nærheden af Cabourg og cykler ind og spiser frokost her i denne mondæne ferieby med fine stemninger mellem de hvide og rosa huse med havets blå i baggrunden. Videre mod øst og du er i Pays d’Auge plateauet og kommer til Troarn og endelig til Beuvron med typiske bindingsværkshuse.

5. dag

Beuvron-en-Auge-Honfleur

48/70km

Idag gennem det yndigste blødt bakkede landskab med æbletræer græssende køer. Du cykler i cider og Calvados og her er rig mulighed for at smage. Du gør en lille bue ind i landet for at se bindingsværk i landsbyen Beaumont-en-Auge, som er oplagt til et frokoststop. Ønsker du at cykle den længere rute på 70 km, gør du herfra en bue sydover ned til Cambremer, hvor der hver søndag er marked. Så igen ud til kysten til Deauville, et yndet feriemål for det parisiske jet-set. På stranden er skabt en promenade af gulvbrædder, så man kan gå en tur langs vandet uden at få sand i skoene. Så videre til den yndede havneby Honfleur. Byen var tidligere en vigtig fæstning og flådehavn, og tidlige ekspeditioner over Atlanten udgik fra Honfleur. På byens markedsplads ligger en interessant skiferdækket trækirke.

6. dag

Honfleur-Brionne

50km

Du følger Seinens yderste del på dagens første små 14 km og er i et område med fine huse med stråtag og bindingsværk. Så følger du den lille flod Risle ind i landet igen til Pont d’Audemer med fine huse omkring kanaler. Du bliver her i dalen ved Risle floden og kommer så til byen Le Bec Hellouin. Mer’ idyl endnu: Byen er netop optaget i samlingen af ”Les plus beaux Villages de France”. Denne nat bor du i landsbyen Brionne, ca. 7 km længere mod syd på Logis de Brionne.

7. dag

Brionne-Rouen

50km

Den sidste etape går i landbrugsland og skov til markedsbyen Bourg-Achard. Herfra 4 km ned ad bakke ad skrænterne ned mod Seinens bredder. I byen Bouille krydser du floden på en pram og nærmer dig nu Rouen ad stille veje på nordsiden af floden. Nyd byen med dens historie, mægtige katedral og museer nok til flere dage. Nyd afslutningen på din cykeltur på Hotel Vieux Carré eller på Hotel Gustave Flaubert (tillæg).

8. dag

Efter morgenmaden, hjem- eller vidererejse

Direkte tog til Paris. NB! Alle dage kan gøres længere. Der er ruteforslag så etaperne kan øges med 15-30 km – der er nemlig masser at se på i denne spændende region.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede