Merlot

Menu

Lorgues – Provence

La belle Provence

I det blide grønne bagland bag Middelhavskysten, mellem Nice og Marseille, ligger Lorgues-en-Provence. Lorgues er en charmerende provencalsk, landsby med bygninger tilbage fra 1200-tallet. Byen ligger på en bjergskråning og er omgivet af olivenlunde og vinmarker. De smalle gader, skæve huse, fontænerne og pladserne får byen til at emme af ægte provencalsk middelalderlig stemning. Omkring 7.000 indbyggere har valgt at slå sig ned i denne dejlige by, og endnu flere strømmer til, når der hver uge er marked. Under platantræerne på hovedgaden, som udgør en af Frankrigs længste platantræ-avenuer, finder du flere cafeer og gode restauranter. Fra Lorgues er der kun ca 30 km til sandstrandene ved St. Tropez og en times kørsel til Nice. Cirka 10 km derfra ligger den nærmeste større by, Draguignan og i samme afstand Les Arcs hvor der er togstation med forbindelser til Paris og Nice. En herlig cykelferie i Provence med varierende sværhedsgrader og længder.

Midt i Lorgues ligger Chambre d’Hoten, Maison du Midi, som er din base på denne tur. Herfra har vi udarbejdet seks forslag til dagsture, som selvfølgelig kan gøres i det omfang og lige den rækkefølge du selv ønsker. På Maison du Midi byder det danske værtspar Møller velkommen til deres klassiske provencalske byhus fra 1640. Det gamle stenhus har 12 moderne indrettede værelser, en lille have og en swimmingpool. Fru Møller er en fremragende kok og hun serverer 2 middage på stedet. I bakkerne ovenover byen ligger Michelin restauranten Le Jardin de Benjamin i skønne omgivelser på Chateau de Berne. Her skal du prøve Chef Benjamins 4 retters. Du bliver kørt frem og tilbage.

1. tur

Tourtour

54km

Denne rute går nordpå, først til den lille by Flayosc med hyggeligt torv. Herfra til le Flayosquet med sin gamle mølle som stadig producerer olivenolie. Du kan vælge at lave en bue nordpå til landsbyen Ampus, eller cykle mere direkte til Tourtour. Tourtour ligger meget smuk i højderne, men du bliver belønnet for anstrengelserne opad med en skøn udsigt ud over Provence. Her er flere gode restauranter, så spis en god frokost her, inden turen går tilbage til Lorgues ad rolige småveje. På tilbagevejen kommer du forbi Château Roubine hvor du kan få en rundtur og vinsmagning.

2. tur

Argensdalen

28-50km

En yndig rute langs med Argens-floden gennem dejlige typiske Provence landskaber med pinjetræer, oliventræer og cikader. Du passerer Thoronet-klostret og dernæst landsbyen Le Thoronet med god restaurant. Du kan gøre turen længere ved at cykle helt til Vidauban. En fin handelsby, på størrelse med Lorgues, og med mange cafeer.

3. tur

Entrecasteaux

43km

En fin rundtur vestpå fra Lorgues til fine landsbyer som St. Antonin og Entrecasteaux med slot. Mange gode frokostmuligheder undervejs.

4. tur

Aups

53km

Aups er den nordligste by på disse cykelture. Den ligger på en højslette og er en livlig handelsby for de omliggende landsbyer. Men først kommer du til Villecroze, som er endnu en hyggelig lille by med flere gode restauranter. Her kan du vælge at korte turen af med ca. 15 km og cykle direkte til Salernes istedet. Vælger du den lange rute til Aups cykler du via Salernes tilbage til Lorgues.

5. tur

Cotignac

60km

Denne rute fører dig vestpå til hyggelige provencalske byer som Entrecasteaux, Salernes og Cotignac. Det er byer med masser af liv, restauranter og ugentlige markeder. Efter Salernes kommer du forci vandfaldet ved Sillians, som både er et syn og en dukkert værd.

6. tur

Lac de Carces

53km

I sydvestlig retning ligger byen og søen Carces. Men først cykler du til St. Antonin-du-var og fortsætter derefter til Carces. Herfra cykler du vest om søen og på tilbagevejen til Lorgues passerer du igen Thoronet-klosteret, som bestemt er et besøg værd.

Turen kan arrangeres med et vilkårligt antal overnatninger, dog mindst tre. Bemærk også at prisen er den samme for hhv 5,6 og 7 nætter – så hvorfor ikke blive en uge!.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede