Merlot

Menu

Fra Perigord til Bordeaux

Langs Dordogne-floden via Bergerac

Vi har flere ture i dette dejlige hjørne af Frankrig, og her er en ny tur, der rækker helt ud til Bordeaux. Den er særlig rettet mod jer, der vil flyve til Frankrig, fordi turens start- og slutpunkt egner sig fortrinligt til en videre togrejse fra Paris. Du slår følge med Dordogne-floden, som opfører sig rent forførerisk i sit snurrige løb med pragtfulde udsigter og store og små romantiske slotte. Den frugtbare dal byder på mange naturoplevelser, så netop cyklens adstadige tempo yder al denne glæde fuld retfærdighed. Allerede Sarlat er som at træde ind i en filmkulisse med sit udsædvanligt velbevarede bymiljø. Dagen efter til Les Eyzies med det nationale museum for forhistorie. Videre ud i Frankrigs vinland med Bergerac, Saint Emilion og Entre deux Mers, og endelig i Bordeaux som har fået hæderstitlen “verdens bedste city-rejsemål”! Turen er lidt bakket i starten, men hvis vi tager profilen i snit, så går det nedad: Souillac ligger i 200 m og du lander i ca 20 m i Bordeaux.

1. dag

Ankomst til Souillac

Flyv til Toulouse eller Paris og tag toget til Souillac. Du hentes på stationen, og bor på La Vieille Auberge midt i byen, som har sine smågader med fransk provinsbyliv.

2. dag

Souillac-Sarlat

32km

Du cykler i ro og mag langs Dordogne-floden på separat cykelsti. Chateau Fenelon er fra 1300-tallet endskønt det meste af det du ser idag er fra 1600-tallet. Omgivet af dobbelt ringmur og fuldt møbleret er det et besøg værd. Sarlat er Perigord Noirs lille juvel. Dens smalle gader giver bymiljøet en intimitet, som du vil nyde. Her er Cathedrale Saint Sacerdos og Chapel des Recollets og en lift op i kirketårnet på Saint Mary’s kirke med udsigt over byens tage. Du bor på fxHotel la Hoirie. Et dejligt hotel lidt uden for byen indrettet på et tidligere landsted med stor have og pool til.

3. dag

Sarlat-Les Eyzies

42km

To sælsomme byer og to slotte! Forunderlige steder her i Dordogne. Beynac og La Roque Gageac ligger klinet ind under skrænterne og er lige ved at blive skubbet i floden. Chateau Castelnaud og Chateau Milandes – det sidste var Jesephine Bakers hjem og er museum. Her bor du fx på Hostellerie du Passeur.

4. dag

Les Eyzies-Bergerac

64km

Du følger Vézère-floden det næste stykke til sammenløbet med Dordogne ved Limeuil. Undervejs en lillebitte grotte med hulemalerier fra 17.000 f.v.t. Jeg besøgte den for flere år siden og blev fint guidet af en person i mørket. Det er en af de få autentiske grotter, du kan besøge. Berømt er “troldmanden” og grotten kaldes også “Grotte de la Sorcier”. Stedet ligger trykket op mod klippevæggen med et lille stenhus omkring, som også rummer et museum. Meget interessant sted. Senere på ruten kommer du til Le Bugue og til Limeuil – en landsby værd at gøre frokoststop i. Herfra følger du Dordogne de sidste 45 km til Bergerac. Gammel markedsby, her er tobaksmuseum, idet der stadig dyrkes tobak her omkring. Desuden vinmuseum. Turen er flad, og er det for langt, kan du hoppe på toget. Overnatning på Hotel la Flambee. Have og pool her.

5. dag

Bergerac-Saint Emilion

70km

Du er kommet til Cotes de Bergerac og kommer gennem Monbazillac og Pécharmant vinområderne. På sydsiden af Dordogne ligger også Sainte-Foy-la-Grande. Denne attraktive lille by er speciel fordi det her er en Bastide, der ligger nede ved en flod og ikke oppe på en bakkertop. Tæt ved ligger slottet Château de Montaigne. Du kan afveksle med en lille kanotur her i byen. Lørdage er her et af regionens bedste markeder. Næste by er Castillon la Bataille, Navnet har jo noget med en træfning, et slag, at gøre, og rigtignok; Et af de sidste slag under Hundredeårskrigen fandt sted her i 1453 – disse arvefejder mellem England og Frankrig, som plagede Europa dengang. Der er kun 10 km tilbage af turen herfra. Fremme i Saint Emilion bor du midt i byen på det dejlige Logis des Remparts. Her er have og pool.

6. dag

Saint Emilion-Bordeaux

50km

Byen her er et vidunderligt sted. På UNESCO-listen for byens huse og for vinmarkerne omkring, som er uforandrede i hundreder af år. Du cykler ind i Entre Deux Mers, og knytter dig efter 15 km i vinmarkerne omkring Saint Emilion til cykelstien Voie Verte syd for Dordogne, som bilfrit fører dig helt frem til Bordeaux. Undervejs kommer du til Abbaye de la Sauve Majeure, igen et mesterværk i romansk kirkekunst, godt nok delvis som ruin, og henlå i ussel tilstand efter revolutionen, men nu (fra 1960) historisk monument og også på UNESCO-listen. Fra klokketårnet er der udsigt over regionen og mod Créon og Bordeaux, som du når efter en snes km herfra. Denne sidste nat i Bordeaux bor du fx på Hotel Royal Saint Jean, lige ved stationen.

7. dag

Afslutning på turen

Hjem- eller vidererejse eller evt forlængelse her i dejlige Bordeaux.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede