Merlot

Bayern

Alpe-panoramaer syd for München

En flot cykelrejse rundt i Oberbayern. Bayern er landskabsmæssigt lig med storslået alpeland, dybblå søer og stille skove. Alperne nøjes vi dog med at nyde synet af nedefra på denne rundtur i området syd for München. Med start og slut i den charmerende by Garmisch Partenkirchen kommer du rundt i et eventyrligt smukt landskab med højmoser, søer og floder og som er prydet med klostre, valfartskirker og idylliske middelalderlige småbyer. Ikke så mærkeligt at mange turister finder vej hertil både sommer og vinter. Du cykler dels ad cykelstier og dels ad småveje uden nogen nævneværdig trafik. Jævne og asfalterede veje med nogle få beherskede stigninger karakteriserer denne rundtur i Bayern.

1. dag

Ankomst til Garmisch Partenkirchen

Ca. 90 km syd for München ligger Garmisch Partenkirchen, som nemt nås med tog eller bus fra Munchen. Byen er for de fleste danskere nok synonym med skihop nytårsdag. Men byen har meget mere at byde på end skihop. De to tidligere selvstændige kommuner Garmisch og Partenkirchen har nemlig begge vidunderlige historiske bykerner, masser af kultur med bl.a. daglige sommerkoncerter og bayersk gæstfrihed. Ludwigstraße i hjertet af Garmisch-Partenkirchen er en hip og nærmest mondæn indkøbsgade. Forretninger for de kræsne kunder ligger dør om dør med typiske, alpine kroer og gourmetrestauranter. Her i byen skal du bo godt på fx Garmischer Hof eller Hotel Bavaria.

2. dag

Garmisch-Partenkirchen-Mittenwald-Bad Tölz

59km 25min

Start dagen med at tage toget (ej inkl) til Mittenwald. Så har du sparet dig selv for store anstrengelse på cyklen. Mittenwald er kendt som violinbyen og nogle af de fineste strygeinstrumenter er bygget her – og bliver det fortsat. Her er sågar en violinbyggerskole og også et museum, hvor både violiner og nogle meget specielle strygeinstrumenter er udstillet. Fra Mittenwald er det bare at følge Isar floden. Først gennem småbyer som Krün og Wallgau, dernæst hen over den opdæmmede sø Sylvenstein. Så kommer du til skisportsstedet Lengries og herfra følger cykelstien floden tæt resten af vejen til Bad Tölz. Bad Tölz er en meget charmerende og hyggelig by med historisk centrum, som går tilbage til middelalderen. Husene langs det livlige hovedstrøg har malede og nydeligt pyntede facader som er så typiske for Bayerske byer. Byen er også kurby og har været det siden 1899. Varme kilder, mudderbade og frisk bjergluft har siden lokket besøgende til byen. Udover kurbade har byen også stolte øl-traditioner og bl.a. bryggeriet Tölzer Mühlfeldbräu ligger her. Du skal bo her de næste to nætter fx på Posthotel Kolberbräu.

3. dag

Rundtur til Tegernsee

45km

Turen lægger ud med at følge fjerncykelruten der går fra Bodensøen mod vest til Königssee mod øst. Du følger denne skiltede rute heroppe på plateauet med flotte udsigter til bjergene. Så skal du ned til Gmünd, som ligger i Tegernsees nordlige ende. Nedkørslen til Gmünd er lidt stejl, men du skal heldigvis ikke samme vej op igen, men tager en lidt blidere vej tilbage op i terrænet. Om sommeren flokkes München borgere til Gmünd for at nyde den friske luft, alpe-panoramet og tage en dukkert i søens klare vand. Fra Gmünd er der en dejlig udsigt ud over Tegernsee, som du herefter forlader igen for at cykle nordover. Du kan gøre en lille afstikker til Kloster Reutberg. Klosteret er idyllisk beliggende tæt ved den lille Kirchsee og med smuk klosterkirke og ikke mindst en hyggelig Biergarten. Perfekt til et frokoststop eller en kold bayersk øl – og resten af ruten går det nedad tilbage til Bad Tölz.

4. dag

Bad Tölz-Murnau

45km

I dag er en let dag på cyklen. Floden Isar løber igennem Bad Tölz og du følger floden sydpå ud ad byen først til Bad Heilbrunn, som Kong Ludwig II benyttede som kurby. Så videre langs Isar til det smukke kloster i Benediktbeuern. Det var her man fandt den samling middelalderdigte, som den Oberbayerske komponist Carl Orff, senere satte musik til og som vi i dag kender som værket ”Carmina Burana”. Klosterets to store løgkupler ser man fra cyklen langvejs fra og som man nærmer sig fornemmer man klosterets størrelse. Store dele af klostergården og de mange tilbygninger er åbent for besøgende, og man kan også få en guidet rundvisning. Fortsæt langs med floden gennem grønne flodenge til Kochlsee og til dagens mål, Murnau. Byens hovedgade er prydet med pastelfarevde huse og med alperne som flot bagtæppe. De kommende to nætter på fx Hotel Post Murnau eller Hotel Angerbräu.

5. dag

Rundtur fra Murnau

45km

Murnau ligger ved Staffelsee og i dag har du to muligheder på cyklen: Tag toget til Tutzing (ca. 30 min togtur. Ej inkl. ) som ligger ved Starnberger See. Byen er livlig i sommermånederne og idyllisk på bedste Bayerske vis med cafeer og restauranter, bådhuse langs søbredden og masser af vandsportsaktiviter på søen. Komponisten Brahms tilbragte en hel sommer i Tutzing og færdiggjorde her sin Strygekvartet Opus 51 og skrev sit værk Haydn-variationer. I byen er en lille park dedikeret til ham. Så på cyklen og tilbage mod Murnau. Du kommer forbi mange yndigt udsmykkede bondehuse og dybblå søer, som har været med til at give denne del af Bayern sit kælenavn: Det Blå Land”. Ruten er let og cyklingen afslappet. Alternativt kan du blive ved Murnau og gøre en lille rundtur derfra ud i søernes land, eller tage en sejltur på Staffelsee.

6. dag

Murnau-Garmisch-Partenkirchen

35-50km

Straks du forlader Murnau kommer du gennem et fredfyldt hedelandskab. Stien snor sig ind og ud mellem de mange søer og vandløb. Læg heden bag dig og følg så Loisach floden. Floden er ikke særlig bred og løber lifligt af sted med mange små slyngninger, og foran dig har du et vidunderligt alpe-panorama hele vejen frem til Garmisch-Partenkirchen. De der trænger til lidt ekstra udfordring kan forlænge ruten sydover til Eibsee, som er højt beliggende, og så derfra trille tilbage ned til Garmisch-Partenkirchen, hvor du bor samme sted som ved ankomsten.

7. dag

Afslutning på turen

En dejlig uge i Bayern er slut. Efter morgenmaden er det tid til hjem- eller vidererejse. Du kan også vælge at forlænge med en nat eller to her i byen og så tage en tur op på Zugspitze, som med sine 2962 m er Tysklands højeste tinde. Fra Garmisch er der en tandhjulsbane (ej inkl.) op til Zupspitzplatt, som er et plateau lige under det højeste punkt. Den sidste del går gennem klipperne, og nogle steder overvinder den imponerende 25 % stigninger. Heroppefra har man en overvældende udsigt over Alperne.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Dramastiske bjerge, dybblå søer og idylliske småbyer finder du også i Salzkammergut inde i nabolandet Østrig. I Salzkammergut har vi denne tur:

Tur 46: Salzkammergut Classic

 

Rejseberetninger Bayern

68 Bayern

Hjemme igen efter en dejlig uge i Bayern. Her en opsummering af oplevelserne:

  • hjælpsomhed undervejs, hvis du måske kludrer lidt med rutevejledningen
  • tjenere på hotellerne, der gerne gør sig umage med at find lige netop det bedste glas vin til dén menu
  • en mor med datter, der kender hotellet og fortæller, at det er ligeud og så på venstre hånd – de går videre, og for en sikkerheds skyld bliver de stående ud for hotellet, indtil cykelturisten er helt klar på, at det er her
  • landbrugsarealer med græs og kvæg indrammet af bjerge på forunderlig vis – med høj himmel eller med lave skyer – smukt i hvert fald
  • gode muligheder for en solid frokost undervejs på ruten, f.eks. tomatsalat med kartofler
  • sandsynlighed for øget velvære undervejs, og når turen slutter
  • en bevægelse i varme, venlighed, hjælpsomhed i et miljø af bløde toner blandt mennesker

Jørn, Hinnerup

68 Bayern

“Vi er godt hjemme igen, efter en dejlig tur i Bayern. Vi havde godt vejr hele vejen rundt med op til 30 grader (red. september rejse), så det var rigtig dejligt.

Cyklerne var nok noget af det bedste vi har haft. De fungerede til punkt og prikke og var ikke særlig gamle. Det var rigtig dejligt.

Byen Mittenwald var en rigtig hyggelig by, måske kunne det være en god mulighed at bo i den, hvis det kan passes ind. Vi passerede den på vores sidste cykeldag hvor vi fik cyklet 82 km! 😉”

Vibeke & Arne

68 Bayern

“Vi er så glade for vores cykeltur i det sydtyske. Vi havde en virkelig skøn tur i smukke, fredelige omgivelser. Dejlig cykeltur som kan anbefales. Vi glæder os til at I påny sender os ud på oplevelser i den frie, smukke natur, som kendetegner Merlots rejser. Vi håber at kunne nå to ture næste år?”

Jette & Tage

Henter Billede