Merlot

Menu

Main floden & Frankens vine

3-4 skønne cykeldage i hvidvins slaraffenland

Skøn cykelferie i Frankens vinland. Her langs floden Main kan du kombinere din passion for cykling med glæden ved vin og vindyrkningens historie i et af Tysklands bedste vinområder: Fränkisches Weinland. På bare 3-4 dage kommer du gennem Frankens mange vinbyer, der spreder sig ud omkring den fine bispeby, Würzburg. På de charmerende vingårde viser vinbønderne gerne rundt, og lader dig med stolthed smage på de gode sager. Silvaner er stjernedruen, og vinene er kendetegnet ved at være mere tørre end fx Moselvinene. Udover Silvaner kan du også glæde dig til at smage vine på Müller-Thurgau, Bacchus og Scheurebe – alle tappet på den karakteristiske buttede lille flaske “Bocksbeutel”.

Cykelruten går i et let og ubesværet terræn gennem Frankens mange vinbyer der ligger her på stribe langs med Main floden. Vinregionens centrum er den fine bispeby, Würzburg og herfra spreder både vinmarkerne sig. I de historiske byer er bindingsværk er en selvfølge, og på cyklen er det let at stoppe op og kigge indenfor i et slot, en kirke eller et palæ.

Start turen enten i Bamberg eller i Schweinfurt og cykl gennem vinlandet til Karlstadt. Overnatning ved start og slut på gode 3 & 4 stjernede hoteller og ude på ruten på vinhotel. Du kommer på turen forbi mange vingårde og får rig mulighed for at få indblik i vinproducenternes færdigheder på stedet. 1 enkelt vinsmagning i Sommerhausen er inkluderet.

Altes Rathaus i Bamberg står midt ude i floden på en kunstig ø.

Altes Rathaus i Bamberg står midt ude i floden på en kunstig ø.

1. dag

Ankomst til Bamberg

Bamberg har et smukt historisk bymiljø, og udnævnt til verdenskulturarv af Unesco. Byens gamle rådhus, der er bygget på en kunstig ø midt i floden med en tilbygning i bindingsværk, der hænger ud over vandet, udgør byens mest maleriske postkortmotiv. I de hyggelige gader ligger historiske stenhuse side om side med bedårende bindingsværkshuse med blomsterkasser, og der er en livlig summen af mennesker, der har et ærinde i en af butikkerne – eller bryggeriværtshusene. Du bor denne første nat på fx Welcome Kongresshotel Bamberg.

Selvom denne turs overordnede tema er vinen, kommer vi dog i Bamberg ikke uden om øllet! Byen vrimler med Bierkelllere og specialiteten er Rauchbier. En mørk øl med en karakteristisk røgsmag, som skyldes, at malten bliver røget over åben ild med bøgebrænde. Det er en øltype, der deler vandene, så er man ikke lige til røgsmagen, bliver der også produceret flere andre øltyper i byen. Willkommen!

 

Skøn cykelferie i Franken ad Main Radweg
2. dag

Bamberg-Schweinfurt

61km

Main kommer drivende nordfra, og du fanger den et par km udenfor byen. Forbi valfartskirker i dalen her til Zeil, bl.a. passerer du valfartskirken Maria Limbach, som er et stop værd. Her begynder de første vinmarker at dukke op i horisonten og Zeil markerer således grænselandet mellem øllet og vinen her i Franken. Haßfurt og Theres er smukke og historiske byer undervejs inden du når frem til Schweinfurt. Byen har, trods sin størrelse, kun har et lille egentligt centrum koncentreret omkring byens rådhus i renæssancestil, St Johanniskirche og markedspladsen som er rigt udsmykket. Besøg også Museum ”Georg Schäfer” med en betydelig privatsamling af tysk malerkunst fra 19.årh. samt bogsamling med bl.a. en Gutenberg-bibel og original-raderinger af Dürer. Denne nat i Schweinfurt på Hotel Schweinfurt Maininsel.

Idyl i de små gader i Sommerach

Idyl i de små gader i Sommerach

3. dag

Schweinfurt-Sommerach

40km

Floden løber herfra mod syd og du triller ubesværet afsted i vandets retning og passerer mange hyggelige småbyer. Ved Wipfeld, efter 18 km, bliver skråningerne stejlere og floden slynger sig gennemlandskabet. Nu er du for alvor kommet ind i Frankens vinland. De små vinlandsbyer tæt og Volkach er nok den skønneste af dem: Den 750 år gamle by er ikke ikke ret stor, men meget charmerende. I bymidten ligger flot renæssancerådhus, gamle velholdte huse, cafeer og vinbutikker. En sød by, der udover vindyrkningen lever af æbler og asparges. Du skal videre til Sommerach, som ligger på Weininsel i “Volkacher Mainschleife”. Main-Donau Kanalen og Main floden danner denne “sløjfe” og den lille ø i midten er fuldstændigt dækket med vinmarker. Her ligger byerne Nordheim og Sommerach og udgør det rene vincenter: Et godt sted at slå sig ned hvis man vil drikke sig gennem de fine Franken vine. Byens vinbønder er samlet i Frankens ældste vinkooperativ og driver Winzerkeller Sommerach. Her i Sommerach skal du bo i nat på fx Hotel Weinblatt. Hver fredag, lørdag og søndag eftermiddag er der guidede ture ud i vinmarkerne.

Picnic i vinmarkerne! Køb en stilk tomater, et brød, nogle fantastiske skiver skinke eller pølse og stik en god flaske hvidvin i cykeltasken. Pauserne er allebedst på en cykelferie!
4. dag

Sommerach-Sommerhausen/Ochsenfurt

35-42km

Idag videre til Sommerhausen, og på denne etape ligger vinbyerne tæt, som perler på en snor. Først til Dettelbach med velbevaret bymur med ikke mindre end 30 tårne og 2 porte. Indenfor de gamle mure ligger maleriske byhuse i de brostensbelagte gader. Så videre til Kitzingen, Markbreit og Ochsenfurt til du når Sommerhausen hvor du skal bo i nat fx på Weingut Meinzinger, hvor der også er inkluderet en vinsmagning. Sommerhausen er endnu en lille perle: I den gamle bydel ligger storslåede byhuse fra barokken og renæssancen og velbevarede bindingsværkshuse side om side. Her er mange spisesteder og vinbarer og ganske livligt om sommeren.

Kig til Festung Marienberg. Würzburg har mange seværdigheder at byde på.

Kig til Festung Marienberg. Würzburg har mange seværdigheder at byde på.

5. dag

Sommerhausen/Ochsenfurt-Karlstadt

40-47km

Idag flere idylliske byer frem mod Würzburg. Først Eibelstadt som er en af de smukkeste gamle vinbyer i Franken. Igen bindingsværkshuse, brostenbelagte gader, stokroser og gamle bymure. Herefter ligger den yndige by Randersacker og byder sig til med sine pittoreske gader. Bag byen knejser skråningerne og på hver og en dyrkes der vin. Her har  bønderne fremstillet vin siden 779 AD og Frankens første vinskole har sin oprindelse her. Du genkender sikkert også navnet Randersacker fra vinetiketter hvor det efterfølges af navne som Teufelskeller, Pfülben, Marsberg og Sonnenstuhl.

Du cykler videre og kommer til residensstaden Würzburg, hvor fyrstebiskoppen – Frankens regent – boede. Tag dig tid til at besøge det prægtige fyrsteslot, Residenz. Det er på UNESCO-listen og er Sydtysklands betydeligste barokslot med prægtig have til. Her er loftsfresker af venezianeren Tiepolo og en stor malerisamling. Så cykler du videre og kommer straks kommer forbi de berømteste af Franken vinmarkerne, nemlig Stein. Her kan du følge en markeret vandresti på 4 km ind i vinmarkerne over Würzburg. Kan anbefales for udsigten er fænomenal. Ellers videre på cykel igen ud i vinlandet, og snart kommer du Thüngersheim hvor de udover de typiske Franken druesorter dyrker Pinot Gris, Pinot Blanc og Rieslaner. Næste lille by er Himmelstadt og her er flere af vingårdene økologiske. Snart kommer du til de sidste vinterraser der ligger helt ned til floden og byen Karlstadt fra 1200-tallet – også grundlagt af bemeldte bispesæde, endnu med mure og tårne og gadenet i skaktern. Her i byen er turens sidste nat, fx på Hotel Mainpromenade.

6. dag

Afslutning på turen

Se på byen inden hjem- eller vidererejse. Bilgæster må tilbage til Bamberg eller Schweinfurt. Der er direkte tog ca. 2 gange i timen. Rejsetid 1,5 time (20 min hurtigere hvis kun til Schweinfurt).

Se også vores klassiske tur langs Main floden fra Bamberg til Aschaffenburg:

Se dagsbeskrivelser

Sidder du med spørgsmål i forb. m. corona-virus/COVID-19?Få vores rejseråd her.
+

Henter Billede