Merlot

Menu

Connemara

kysten vest for Galway

Connemara er barsk natur med et meget karakteristisk granitlandskab, men her er også meget idyllisk med søer, floder og hyggelige landsbyer på stribe. Her er ideelt til cykling da vejene synes at gå rundt om bjergene og ikke over dem.

Turen udbydes som en individuel tur samt som en gruppetur. Gruppeturene er en slags fællestur, men sådan at du cykler for dig selv, men er knyttet til en gruppe med turleder. Din fordel er vejledning om ruter på stedet, cykler og back-up organisation derovre samt at du har nogen med samme interesse som dig selv at være sammen med om aftenen, når I går på pub og ud og spiser. Det er særdeles fornøjeligt, og naturligvis en ekstra fordel for den der i forvejen rejser alene.

1. dag

Ankomst til Galway

Du mødes med gruppen på en hyggelig hotel-pub ikke langt fra stationen. Her er intromøde og som regel går gruppen ud og spiser sammen. Efter middagen er der bustransfer til Clonbur som ligger på halvøen mellem de to store søer Lough Mask og Lough Corrib. Her er flere pubber med irsk folkemusik. Overnatning på Guest House. Gæster på individuel tur overnatter i Galway, og næste morgen kl. 10 bliver du afhentet på dit Guest House og kørt til Cong, tæt ved Clonbur.

2. dag

Clonbur-Westport

60km

Turen går nordpå langs med søen ad stille småveje i et dejligt grønt bakket landskab. Så ned til Lough Mask og langs vandet inden det for alvor går opad. Op over Partry Mountains – ugens sejeste stigning. Fantastiske udsigter på denne sidste del af etapen til Westport.

3. dag

Westport-Leenane

52km

I dag cykler du vestpå mellem Croagh Patrick, et pilgrimssted der er opkaldt efter den nationale helgen, og Clew Bay med de mange småøer. Efter Louisburgh går ruten sydpå igennem Delphi Valley. Et af ugens højdepunkter. Smukt landskab med mange søer og Connemaras højeste bjerg, Ben Bury, i baggrunden. Der overnattes i Leenane som ligger ved Irlands eneste fjord. Fællesmiddag i Leenane.

4. dag

Leenane-Clifden

58km

Ruten går først til Kylemore Abbey, et kloster og pigeskole beliggende i hjertet af Connemara. Herefter ud til kystlandsbyen Cleggan og langs med kysten til Clifden, hvor du skal bo de næste to nætter. Clifden er Connemaras hovedby. Den er livlig og her er mange gallerier og små hyggelige kunstbtukker, og mange cafeer, pubber og restauranter.

5. dag

Hviledag i Clifden

Nyd dagen i ro og mag i og omkring Clifden. Her er mange gode vandreruter og aktivitestmuligheder, tag bl.a. ud at se mindesmærket for den første nonstopflyvning over Atlanten, som de to briter Alcock og Brown gennemførte i 1919 fra St. John’s (Newfoundland)og her til Clifden.

6. dag

Clifden-Aran Islands

58km

Idag flotte kyststrækninger og maleriske landsbyer og landskaber. Ud på småvejene forbi søer og enge og med bjergene Twelve Ben tårnende i baggrunden. Om eftermiddagen cykler du igennem flere landsbyer hvor der bliver talt Gælisk, og når så Rossaveel, hvorfra du tager færgen til den største af Aran øerne, Inis Mor. Overnatning her på øen.

7. dag

Aran Islands-Galway

35km

Inis Mor er en kalkstens-klippeø og er rig på irsk sprog, kultur og historisk arv. Her er en halv snes stenfæstninger og klostre fra gammel tid. Du har rigelig tid til at udforske øen, inden du sidst på eftermiddagen tager færgen til fastlandet. Ved færgelejet bliver du kørt til Galway og har sidste overnatning her.

8. dag

Afslutning

Hjem- eller vidererejse efter morgenmaden. Eller forlængelse i Dublin.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede