Merlot

Menu

Charente

Fra Cognac til La Rochelle

Godt mod syd og langt mod vest ligger Charente Maritime og Poitou-Charente. Området er særdeles cykelvenligt med lange flade strækninger ude mod Atlanten, og et let bakket og skovklædt indland med rolige floder. Turen starter i Cognac som er et kendt navn for de fleste og en særdeles hyggelig by. Ad småveje kommer du til fine landsbyer charmerende romanske kirker, og historiske byer som Saintes, Rochefort og La Rochelle. Ud mod Atlanterhavskysten ligger de vidtstrakte plantager og gemmer på den ene fine sandstrand efter den anden. Den bedste badestrand finder du vel på Ile de Ré – øen som mange franskmænd selv betegner som Atlanterhavskystens mest idylliske.

1. dag

Ankomst til Cognac

Fly til Paris og tog derfra videre til Cognac via Angouleme. Byen ligger ved floden Charente og var oprindelig havn for flodsejladsen i området. François den første skabte her en blomstrende handel med salt og grundlagde byens økonomi. I dag er byen først og fremmest præget af de berømte cognacfirmaer, fx Martel, Hennesy Otard m.fl. En gåtur i mellem de charmerende gamle huse fra det XV. århundrede er en dejlig oplevelse. Du bor centralt på Hotel le Valois. Du får din cykel om aftenen.

2. dag

Rundtur fra Cognac

55km

Du kan blive i byen, som jo har sine cognachuse og et godt kunstmuseum. Men vil du gerne straks afsted, så har vi planlagt en cykeltur langs floden Charente i retning mod den lille by Jarnac. Lige ved floden og tæt på centrum ligger cognacselskaberne Braastad og Courvoussier. Byen er også den tidligere franske præsident Mitterands barndomsby og det kan der jo også slås turistmæssig mønt af.

3. dag

Cognac-Saintes

44km

Dagens cykling går i et lidt mere kuperet terræn, men grønt og dejligt er her i Charentes blide landskab med de mange honninggule landhuse. Du finder et godt picnicsted på græsset udenfor klosteret Abbaye de Fontdouce, som er i romansk stil og typisk for regionen. Derefter går det behageligt ned ad bakke igen til floden, som du krydser med en lille færge over til landsbyen Chaniers. Saintes er et dejligt sted at komme til. Aftenens hotel er Hotel Bleu Nuit, et tidligere posthotel beliggende midt i byen.

4. dag

Saintes-Rochefort

55km

På romersk tid for 2000 år siden var Saintes en kurby, og stadig er der både en triumfbue og et amfiteater fra den tid. Resten af dagen cykler du i let terræn på stille småveje mellem landsbyer, romanske kirker og slotte. Lyset forandrer sig. Du er tæt på havet, og her ligger Rochefort, som i sin tid var de franske kongers vigtigste havn ved Atlanterhavet for den royale franske flåde. Du bor to nætter her på Hotel Roca Fortis.

5. dag

Rundtur fra Rochefort

63/49km

I Rochefort skal du se en nøjagtig kopi af fregatten l’Harmione, som ligger i byen havn. Dette skib bragte i 1780 general Lafayette og hans soldater fra Rochefort til Boston, hvor de sluttede sig til de revolutionære styrker i uafhængighedskrigen mod Briterne. Du kan også besøge La Corderie Royale, det kongelige rebslageri, hvor der vises hvordan tovværk blev lavet i gamle dage. Formiddagen kan let gå med alt det, og hvis du lyster, så er terrænet her jo helt fladt, og en tur sydpå til landsbyerne Brouage og Marennes ud i marsken er beskrevet.

6. dag

Rochefort-La Rochelle

45km

Cyklingen i dag bringer dig nordpå, og du passerer landsbyerne St. Laurent, Yves og Châtelaillon-Plage. Alle ligger tæt på kysten, så tag badetøj med. Du kommer til La Rochelle langs strandpromenaden og i centrum finder du dit hotel. Havnen er aldeles charmerende, og du finder helt sikkert en god restaurant, der serverer alt godt fra havet.

7. dag

Tur til Ile de Ré

50/40km

I dag skal vi cykle ud på øen Ile de Ré, som mange i Frankrig regner som vestkystens smukkeste ø. Du cykler over broen til sommerøen som, om nogen, lever af cykelturisterne. Her er cykelstier overalt, småbyer som La Flotte, St. Martin-de-Ré og St. Martin-de-Ré samt naturligvis mange bademuligheder, restauranter og butikker.

8. dag

Hjemrejse fra La Rochelle

– eller forlængelse her eller i Paris.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede