Merlot

Menu

Bourgogne – Yonne med Chablis

Det nordlige Bourgogne

Bourgogne består af fire Departementer, og du skal her gæste den nordligste nemlig Yonne. Der er næsten fastlandsklima her, og du er også ved nordgrænsen for kvalitetsvin. Cykelrejsen i Bourgogne går igennem Chablis’ gyldne agre og ser bondelandets stengårde klynge sig omkring romanske kirker. En tredjedel er skov, ellers er det dale omgivet af korn- og vinmarker og det er sceneri der giver en god landskabsramme for en cykelferie.

1. dag

Ankomst til Auxerre

I bil eller fly til Paris og 2 timer med toget. Auxerre er en flot by beliggende på en skråning ned mod Yonne-floden. Byens vældige katedral troner sig op i landskabet, og står i flot kontrast til byens ellers lave huse. Fly- og toggæster bor på Hotel Normandie og bilgæster bor på Hotel Les Clairions, hvor det er praktisk at parkere.

2. dag

Auxerre-Montigny la Resle

29km

Turen bevæger sig nordpå langs Yonne flodens dalstrøg. Bløde landskabslinier og i Pontigny Cistercienser-kirken – et fornemt eksempel på den strenge og enkle arkitektur, som denne munkeorden ønskede det. Aftenens hotel hedder Le Soleil d’Or og ligger midt i den lille landsby.

3. dag

Montigny la Resle-Noyers sur Serein

40km

I dag er det de store vines dag! På begge skråninger langs Serein-floden strækker AC-vinmarkerne sig. Her er du ved nordgrænsen for Chardonnay-druen i de berømte vinområder ved Chablis. Det er de sidste rester af et stort distrikt i Yonne, der før jernbanens tid forsynede Paris med vin. Videre sydover via den maleriske middelalderby Noyers med smalle gader og toppede brosten. Efter et kort besøg her, cykler du videre til dagens mål i Noyers-sur-Serein hvor du bor på chambres d’hotes Le Tabellion.

4. dag

Noyers sur Serein-Avallon

46km

Dejlige landskaber med besøg i byen Montréal. Se kirken fra 1170 og nyd stemningen i denne fine by fra middelalderen. Avallon er en højt beliggende fæstningsby. Overnatning på Hotel Les Capucins.

5. dag

Avallon-Vézelay

24km

Du cykler ned i Vallée du Cousin, som er en frodig dal med græsgange for får og charolaiskvæg. Her ligger gamle vaskehuse og drømmeagtige vandmøller. Vi er ret tæt på Paris, og disse vandmøller opkøbes af velhavende parisere og omdannes til résidentes secondaires. Lige før stigningen op til Vézelay kommer du til landsbyen Pierre-Perthuis med ruiner af en borg bygget på en klippeskrænt. Stenbroer spænder over kløften og Cure-floden. I det fjerne er der udsigt til Vézelay, som ganske enkelt er en af Bourgognes fineste byer. Højt beliggende og ganske lille. Vézelay fik i middelalderen stor betydning som samlingssted for pilgrimme til Santiago de Compostella. Basilique Ste Madeleine øverst oppe ses viden om og dets kirkerum giver et stærkt arkitektonisk udtryk. I nat bor du på Hotel de la Poste.

6. dag

Vézelay-Mailly le Chateau

27km

Efter højt beliggende Vézelay, triller du nu i blide slyngninger gennem skov og lysninger ned til Canal du Nivernais, som du når ved Tannay. Langs kanalen på asfalteret og bilfri cykelsti via Bréves til Mailly le Chateau.

7. dag

Mailly le Chateau-Auxerre

47km

Ruten følger fortsat Canal Nivernais, som snor sig ud og ind et meget smukt landskab. Undervejs kunne den lille landsby Cravant, nær kanalen, være stedet til et frokost stop. På turens sidste del kommer du gennem vinområdet Irancy og i Bailly bydes du på et glas Crémant du Bourgogne. Det er vel passende afslutning på denne fine tur i Bourgogne. Du bor og spiser samme sted som ved ankomsten.

8. dag

Afslutning og vidererejse efter morgenmad

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet – naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Se dagsbeskrivelser

Henter Billede