Merlot

Menu

Merlots rejsevejledninger

Rejseri i 2021 bliver lidt anderledes end det plejer at være. Så hvordan kan du rejse udenfor Danmarks grænser, men med en risiko der ligger indenfor rimeligheden grænser? Se med her:
Du kan godt komme ud at rejse med Merlot i 2021, men der er visse ting du skal være opmærksom på. For at give dig de bedste betingelser for din planlægning, har vi inddelt alle vores ture i farverne grøn, gul, orange og rød. Se skemaet her:

Der er konstant nye rejsevejledninger og restriktioner at forholde sig til. Både herhjemme og i udlandet. Det efterlader en masse spørgsmål. Herunder har vi samlet de mest typiske spørgsmål. Både for dig, der allerede har bestilt en rejse og til dig, der drømmer om at gøre det.

UMs rejsevejledninger - hvad betyder farverne og hvad betyder de for min rejse?

På Udenrigsministeriets hjemmeside finder du gældende rejsevejledninger og kan se under hvert land, hvorvidt der frarådes rejse dertil eller ej. Rejse til et land kan frarådes pga. faren for Covid-19 smitte men kan også skyldes komplicerede indrejseforhold, krav om karantæne o.s.v. Siden slutningen af juni 2020 har Udenrigsministeriet (UM) opdateret på ugentlig basis. Listen over åbne lande opdateres hver fredag eftermiddag, så det er vigtigt at holde øje med udviklingen.

UM inddeler lande i 4 farvekategorier:

RØD: Alle rejser til røde lande frarådes.
ORANGE: Alle unødvendige rejser til orange lande frarådes.
GUL: Rejser man i de gule lande, skal man være ekstra forsigtig og holde sig ajour med udviklingen.
GRØN: Rejser man til grønne lande, skal man være opmærksom på samme måde, som man ville være det i Danmark.

Du kan rejse til lande, der er markeret “grønne” eller “gule”, som normalt. Lande der er markeret “orange” kan du rejse til hvis du er færdigvaccineret eller tidl. smittet. “Røde” lande bør du ikke rejse til. Fra 1. juli forventes EU corona pas at træde i kraft, og her frarådes ingen danskere længere at rejse til hverken gule eller orange lande. Kun hvis et land er rødt, vil du ikke kunne rejse dertil.

Merlot følger UMs rejsevejledninger, og aflyser de ture som rejsevejledningerne dikterer skal aflyses. Beslutningen om en tur skal gennemføres eller ej, træffes ud fra rejsevejledningen fredagen før din turens start – dog min. 1 uge før. Er der mere end 14 dage til afrejsen, så må vi afvente og se hvad staus er på tidspunktet op til din afrejse.

Husk at du som rejsende selv er ansvarlig for at sikre dig, at du opfylder alle nødvendige krav for indrejse til dit rejsemål. Du bør derfor orientere dig om lokale restriktioner forud for din rejse, fx via de danske ambassader. Læs mere på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Rejsefaser & EU corona pas - hvad er nu det?

Planen for en gradvis genåbning af rejser til udlandet indeholder fire faser, hvoraf de første tre allerede er indført. 

Fase 4 forventes at træde i kraft 1. juli og baserer sig på et fælles europæisk coronapas. Alle landene i EU er enige om at anerkende hinandens coronapas fra 1. juli. Her frarådes ingen danskere at rejse til hverken gule og orange lande. Dermed kan man frit bevæge sig i EU og Schengenlandene, hvis blot man er vaccineret, har en negativ coronatest (der er maks. 72 timer gammel) eller et bevis på antistoffer i kroppen. Ikke vaccinerede eller tidligere smittede skal testes ved hjemkomsten til Danmark men IKKE gå i isolation.

Kun hvis et land er rødt, vil danskere ikke kunne rejse dertil på ferie.

Kan jeg bestille en ny rejse nu? 

Ja, du kan trygt bestille din sommerferie, sensommer- eller efterårsreje nu. Merlot Tours garanterer at din rejse i alle tilfælde vil være dækket af Pakkerejseloven. Dette gælder uanset Udenrigsministeriets rejsevejledninger på købstidspunktet. Hvis din rejse må annulleres pga. corona, f.eks. fordi UM fraråder ikke-nødvendige rejser til den pågældende rejsedestination på dit afrejsetidspunkt, får du fuld refusion af beløbet. Forsikringsselskaber kan have andre regler, så husk at undersøge om din afbestillings/rejseforsikring dækker uanset købstidspunkt.

Første afrejsedag er i denne sæson er d. 1. juli 2021. 

Pr erfaring ved vi at vi sagtens kan få turene på plads, også med relativ kort varsel. Så vi skal nok få en tur på plads til dig, også selvom du venter med at bestille. Jo kortere tid der er mellem bestillingstidspunkt og afrejsetidspunkt, des større er chancen for planlagt gennemførelse.

OBS! Rejser, der allerede ER bestilt og har afrejse før d. 01. juli, gennemføres om muligt.

Kan min cykelrejse gennemføres?

Hos Merlot Tours følger vi situationen nøje og læner os op ad de rejsevejledninger som Udenrigsministeriet (UM) kommer med. Har du bestilt en rejse til et land eller region som er malet  rød, så er der risiko for at din tur må aflyses. Men det afhænger helt af hvor lang tid der er til din rejse. Se under punktet “UMs Rejsevejledninger” ovenover. Alle gæster hvis bestilte cykelrejse bliver berørt af rejsevejledninger, bliver kontaktet direkte.

Hvis rejsen bliver aflyst, får jeg så alle penge tilbage? 

Ja, hvis rejsen aflyses på grund af et udrejseforbud fra Udenrigsministeriet og der er mindre end 14 dage til din afrejse, har du naturligvis ret til at få alle penge tilbage. Det er en af fordelene ved at bestille sin rejse hos et dansk rejsebureau som Merlot Cykelrejser, der arbejder under den danske Pakkerejselov. Pakkerejseloven giver bl.a. ret til 100% refundering ved aflysning i forb. med corona. Hos Merlot tilbagebetaler vi tilmed pengene hurtigt. Det er med en vis stolthed, at vi kan oplyse at alle gæster, der i 2020 fik aflyst en rejse, fik deres penge retur inden for 3 hverdage.

Kan jeg rejse, hvis jeg ikke når at blive vaccineret?

Ja, det kan du. Nogle lande vil kræve en negativ COVID-19 test, før man får lov at rejse ind i landet, men der er ikke krav om vaccination.

Hvad sker der, hvis jeg bliver testet positiv kort inden afrejse og dermed ikke kan rejse?

Her skal du gøre brug af din afbestillingsforsikring. Du kan tegne en hos os via Gouda samtidig med din bestilling, som dækker dig – også i tilfælde af en positiv COVID-19 test inden afrejse. Tjek altid om din egen forsikring dækker, hvis du ikke tegner en gennem os – det er nemlig forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, hvad de dækker.

Kan jeg selv aflyse min tur hvis jeg er utryg ved at rejse?

Du har altid ret til at annullere din tur, men om du kan afbestille vederlagsfrit afhænger af situationen. Ønsker du at afbestille en rejse, som ligger uden for den periode, hvori Udenrigsministeriet fraråder rejse, så sker afbestilling i henhold til de almindelige rejsebetingelser.

Skal jeg betale restbeløbet, hvis jeg ikke tror på at rejsen kan gennemføres?

Vi er som rejsebureau forpligtet af pakkerejseloven til at afvikle den rejse, som du har bestilt. Din forpligtelse er at overholde vores betalingsaftale. Vi skal derfor bede dig om at betale restbeløbet – også selv om du ikke tror, at rejsen kan afvikles som planlagt.

Du er bedst stillet ved at betale restbeløbet, da du ellers risikerer at miste det øvrigt betalte depositum. Betaler du ikke restbeløbet til den aftalte tid, mister du samtidig retten til at få fuld refundering såfremt Udenrigsministeriet fraråder udrejse til dit rejsemål 14 dage før afrejse.

Det kan ganske rigtigt ende med betalinger frem og tilbage, men for vi også kan overholde aftalerne videre ud i leddene er det vigtigt at denne del overholdes.

Kan jeg ændre afrejsedatoen for min rejse pga corona?  

Vi har et tæt samarbejde med alle vores partnere, og vi oplever at der er stor forståelse og hjælpsomhed i denne corona tid. Ring og få en snak om dine muligheder.

Hvad gør jeg hvis der indføres udgangsforbud på min cykelrejse?

Hvis et udgangsforbud bevirker at du ikke kan gennemføre din cykelrejser, aflyses rejsen. Udgangsforbud fra sen aften til tidlig morgen hindrer ikke en gennemførelse af cykelturen, og tjener derved ikke som juridisk belæg for at aflysning. Du vil altid kunne indtage måltider og opholde dig på hotellet uanset udgangsforbud.

Hvordan er jeg stillet, hvis mit rejsemål indfører tvungen karantæne ved ankomst? 

Vi håber ikke, at dette bliver aktuelt, men som rejsebureau er vi ikke ansvarlige for andre myndigheders beslutninger. Vi oplever heldigvis et tæt samarbejde mellem udenlandske myndigheder og det danske Udenrigsministerium, og sådanne tiltag varsles typisk på forhånd. UM vil således fraråde rejse til et land der har komplicerede indrejseforhold, som fx krav om karantæne o.s.v. I det tilfælde vil din rejse blive aflyst forinden afrejse og dine penge refunderet.

Måtte den situation opstå, at evt karantæne indføres med straks virkning efter du er taget afsted, er det din rejseforsikring, som skal dække omkostningerne. Det er derfor vigtigt, at du taler med dit  forsikringsselskab om dine muligheder.

 

Er min rejse dækket af Pakkerejseloven?

Ja! Alle Mertlots cykelrejser er pakkerejser. Derved er du som forbruger beskyttet af Pakkerejseloven.

Formålet med loven er kort sagt, at du kan være sikker på at få de aftalte ydelser, som indgår i din rejse. I forb. med corona giver Pakkerejseloven dig ret til at afbestille din rejse og få alle dine penge retur uden at betale et afbestillingsgebyr, hvis UM op til din afrejse (14 dage før afrejse) fraråder rejse til området.

OBS! Såfremt du af andre årsager ikke ønsker at rejse alligevel og vil aflyse din rejse, så gælder vores almindelige rejsebestemmelser, som du kan læse her.

Er Merlot Tours medlem af Rejsegarantifonden? 

Ja, vi er medlem af Rejsegarantifonden (Reg. nr 2343).

Desuden er alle Merlots ture Pakkerejser, dvs at du også er dækket ind af Pakkerejseloven. Se punktet ovenover.

Hvordan er jeg stillet hvis Merlot Tours går konkurs?

Hos Merlot Cykelrejser har vi en forventning om at sende cykelgæster ud på stierne i de næste mange år – også efter denne Corona krise.

Da vi er medlem af Rejsegarantifonden, bør du ikke være bekymret i tilfældet af konkurs, da du vil være dækket af Rejsegarantifonden – både før og under en pakkerejse (alle Merlots ture er pakkerejser). På Rejsegarantifondens hjemmeside kan du læse mere om, hvordan du er dækket: https://www.rejsegarantifonden.dk/ved-konkurs/

Henter Billede