Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 63: Cotswolds
I hjertet af England: Oxford, Bath & Stonehenge
436 km, 10 dage,
9 nætter, 8 cykeldage

Her har vi fat i nogle i nogle af Englands helt store og historiske attraktioner. I løbet af bare 9 dage, gennem Cotswolds i det sydvestlige England, får du på cykel besøgt Oxford, Stratford-upon-Avon og Bath, og med en guide besøger du Stonehenge.

The Cotswolds er et af de mest naturskønne områder i England. Wolds betyder bløde, rullende bakker, og navnet rammer lige i plet. Her er skønheden ikke abrupt og dramatisk, men idyllisk, rund og ikke mindst eviggrøn, og mellem de grønne bakkedrag og de græssende får, ligger pittoreske landsbyer på stribe. Overalt fornemmer du den særlige engelske countrystemning, som vi kender fra tv-serier som Miss Marple og Barnaby.

Cotswolds er en af Englands foretrukne udflugtsmål, både for Londonere og for turister, men her er på ingen måde trængsel. Cotswolds er spredt ud over så mange bakker, enge, landsbyer, grevskaber, markveje og lavendelmarker, at man alligevel langt hen ad vejen har følelsen af at have det hele for sig selv. Turen er ikke svær, men her er mange bakker som du både skal opad og nedad. Du bor på små hyggelige hoteller, Inns og tea rooms.

1. dag: Ankomst til Oxford. Gå på opdagelse, enten til fods eller på cykel, i Oxfords gader og universitetets mange colleges. Her er et herligt miks af ældgamle traditioner, solid arkitektur og ungdommelig puls. Du bor centralt i byen fx på The Buttery Hotel beliggende på hovedgaden.

2. dag: Oxford-Bledington – 53 km. Kl. 09 er der velkomstmøde med lokale samarbejdspartner. Udlevering af cykler og kort introduktion til turen. Du cykler ud af Oxford i nordvestlig retning ad bilfri cykelsti, og kommer så til den lille by Woodstock. Byens store attraktion er Blenheim Palace – et enormt slot og et fornemt eksempel på engelsk barok. Slottet ejes af den mægtige Marlborough-klan og er Winston Churchills fødested. Besøg evt restauranten, som er berømt for sin cream tea, inden du cykler videre gennem klassisk Cotswold landskab med snirklede veje, små vandløb og yndige landsbyer. Du bor i en typisk lille Oxfordshire landsby, fx på The Kings Head Inn i Bledington.

3. dag: Bledington-Stratford upon Avon – 51 km. Dagens rute byder på meget mere Cotswold idyl: Mange yndige landsbyer med honningfarvede stenhuse og kunstfærdige haver som udsender en tung duft af kaprifolium og vide roser. Den livlige markedsby Moreton-in-Marsh, er et oplagt stop til frokost og her finder du mange hyggelige pubber. Byens historie går helt tilbage til saxernes tid, og hovedgaden, High Street, ligger oven på den gamle Romervej. Fra Moreton-in-Marsh følger du en nedlagt jernbane og det går nærmest ned ad bakke helt indtil Stratford-upon-Avon. Byen er én af de mest idylliske i England og behøver næppe nogen nærmere introduktion som William Shakespeares fødeby, men den kan så meget mere end det: De gamle velrestaurerede huse fra Middelalderen, ligger som perler på en snor, og her finder man en lang række antikvitetshandlere, modebutikker og gavebutikker. Du finder også nogle af Englands fineste elizabethianske haver her. Du bor helt centralt, klods op ad den gamle bydels bindingsværksidyl. Fx på The Church Street Townhouse.

4. dag: Stratford upon Avon-Chipping Campden – 48 km Du starter blidt ud idag og cykler gennem fladt landskab til landsbyen Broadway, som går under betegnelsen "the jewel of Cotswolds". Her findes mange pubber, cafeer og tea rooms og en del gallerier. Herefter skal du ud på turens mest kuperede stykke, ud i den vestlige del af Cotswolds. For foden af højderyggen Cotswolds Hills ligger den idylliske by Snowshill, omgivet af mørklilla lavendelmarker. Besøg det smukke palæ, Snowshill Manor, hvor du kan nærstudere de gamle bygningers skønhed og fortabe dig i havens herligheder. Ikke langt derfra finder man områdets smukkeste udsigt: Broadway Tower er bygget på toppen af det 312 meter høje Broadway Beacon, og fra toppen har man i klart vejr et formidabelt vue – blandt andet kan man se helt til Wales. Dagens etape ender i den charmerende Chipping Campden. Du bor fx på The Bantam Tea Rooms.

5. dag: Chipping Campden-Burford – 51 km. Endnu en dag gennem bølgende grønne landskaber og flere pittoreske byer. Først Cotswolds højest beliggende by, Stow-on-the-Wold. Gå rundt i de hyggelige gader, der er fyldt med blandt andet antikvitetsforretninger, kroer, håndværksbutikker og kaffebarer. Så videre til tvillingebyerne Upper Slaughter og Lower Slaughter. The Slaughters, som de hedder i daglig tale, er engelsk country-idyl når den er bedst. Videre til Bourton-on-the-Water, der bliver kaldt Cotswolds Venedig fordi den gennemskæres af den idylliske River Windrush. Pubber og tea rooms ligger langs flodens bredder og du kan passende nyde en ale eller en omgang afternoon tea inden du cykler videre til dagens mål, Burford. Overnatning fx på The Highway Inn.

6. dag: Burford-Ewen – 58 km. Endnu en dag i det skønne Cotswolds. I markedsbyen Northleach krydser du atter Windrush-flodens løb. Her er fine kirker i gotisk stil og cafeer og tea rooms. Videre sydpå løber Coln-floden og byen Bibury ligger idyllisk ved dens bred. Bibury er kendt for sine gamle væverhuse, Arlington Row, som ejes af National Trust. Herefter cykler du til Cotswolds hovedstad, Cirencester, som i det romerske Storbritannien var landets næststøste by – kun overgået af London. I middelalderen udviklede byen sig til Englands største marked for uld, og de velhavende uld-baroner fik opført Church of St. John, som er en af Englands største sognekirker. Små 5 km fra Cirencester ligger Ewen, hvor du skal bo i nat. Fx på The Wild Duck Inn.

7. dag: Ewen-Lacock – 61 km. Til lyden af får i flok, cykler du ad smalle, bugtede landeveje og kommer til prins Charles’ Highgrowe House, beliggende lidt uden for Tetbury. Her kan man få en omvisning i haven, nyde en forfriskning eller købe lokale varer fra gårdbutikken. Videre til Tetbury, hvor man, ud over huse i den traditionelle gamle stil, også kan finde en lang række forretninger. Byen Lacock, hvor du skal bo de næste to nætter, er dagens højdepunkt. Byen ejes af National Trust, og rummer huse fra mange tidsperioder og Lacock Abbey er et af de få klostre der er tilbage fra Tudor perioden. Byen har lagt kulisse til flere Jane Austen film og senest til Harry Potter. Du bor fx på Lacock B&B.

8. dag: Rundtur til Bath – 53 km. I dag skal du til UNESCO-byen Bath. Byen ligger smukt ved Avon-floden og den oser af sofistikeret elegance med honninggule 1700-tals huse, cafeer og lokkende butikker. Det gamle centrum er bilfrit, og du kan let få mange timer til at gå med at slentre rundt i de rolige gader. Og selvfølgelig er byen kendt for sine varme kilder og romernes efterladte spor i de berømte bade. Du cykler tilbage til Lacock via Bradford-on-Avon, som ligger stejlt ned til Avon-floden. Også her er herligt at slentre rundt mellem den gamle bydels kønne huse. Overnatning samme sted.

9. dag: Lacock-Amesbury – 61 km. På denne sidste cykeldag forlader du Cotswolds og kommer først til det imponerende slusesystem Caen Hills Locks. Landskabet bliver for en stund mere råt indtil du kommer ind i Avon-dalen som også har mange hyggelige og pittoreske byer. Du slutter cykelturen her i Wiltshire, fx i landsbyen Amesbury på Fairlawn House.

10. dag: Udflugt til Stonehenge med guide. Efter morgenmaden bliver du hentet af en privat guide og i bil kører I til Europas mest berømte fortidsminde Stonehenge. Myterne og teorierne omkring Stonehenge står næsten i kø, og din guide vil introducerer dig til så mange du orker. Kæmpestenene på den vindblæste slette er et imponerende og forunderligt syn, og en flot afslutning på denne tur gennem det klassiske England. Efter besøget ved Stonehenge køres du til togstationen i Salisbury, hvorfra der er direkte forbindelse til London. Regn med at kunne nå et tog kl. 13.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet - naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Rejsefakta og priser 2017:

Turstart: Hver lørdag fra maj til september (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 14.550 kr
Inkluderet: 9 nætter på hoteller, Inns og B&Bs i dobbeltværelse med bad og med morgenmad (full English breakfast). Leje af cykel med gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale samt privat guidet tur til Stonehenge og transfer til togstationen i Salisbury.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted. Måltider ud over morgenmad.

Cyklen findes i dame- og herremodel. Den skal hentes i cykelbutik i byen, og har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremser (altså ingen fodbremse)
  • 2 cykeltasker bagpå
  • Styrtaske
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Cykelhjelm

Ruten og rutematerialet

En del af ruten går ad bilfri stier (ca. 25%), og resten af mindre veje med begrænset biltrafik. Du cykler efter kort i størrelsen 1:50.000. Det er originale Britiske OS-kort (officielte topografiske kort), hvor ruten er indtegnet. Til støtte for kortet får du en rutebeskrivelse på engelsk.

Med fly til London

Flyv til London Heathrow Airport. Fra lufthavnen tager du nemmest den direkte lufthavnsbus (Oxford Bus Company/The airline) til Oxford. Bussen går hver halve time og køretiden er ca. 90 min alt efter trafik. En enkeltbillet koster 23£, en retur koster 29£.

Bestil tur 63
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 63
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Envejstur – start og slut forskellige steder

På denne tur bor du på Guest Houses eller Chambres d’hotes, som er det franske udtryk for det samme. Alle værelser er med eget bad.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.