Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 62: Galloway
Det ukendte Sydvestskotland
222/295 km, 8 dage,
7 nætter, 6 cykeldage

Galloway i det sydvestlige Skotland byder på ægte skotsk charme og landskab. Området er valgt fordi det er knapt så vanskeligt som højlandet længere mod nord, og fordi her er så smukt og stille. Her er bløde bakker, her er kyststrækninger, her er typiske skotske landsbyer med små forskellig-farvede huse i tætte rækker. Cykelruterne er lagt ad de nationale skiltede ruter og ad andre stille småveje, og der er ikke sparet på de flotte udsigter!

Kort over cykelruten

1. dag: Ankomst til Castle Douglas. Med fly til Glasgow eller Edinburgh og tog derfra videre til Dumfries eller Lockerbie, hvor du bliver mødt af Galloway Cycling, som sørger for videre transport til hotellet i Castle Douglas.

2. dag: Castle Douglas-Kirkcudbright – 32/45 km. Følg den stille vej langs med Dee floden ned til Kirkcudbright. Slå et smut ned til kysten eller vælg den lidt kortere rute, som går gennem landlige omgivelser. Kirkcudbright har sit eget slot og to museer, som fortæller områdets historie.

Kort over cykelruten

3. dag: Kirkcudbright-Gatehouse of Fleet – 43 km. Du cykler ad skiltet cykelsti langs med de fredelige bugter og til den maleriske Kirkandrews church. Du kommer også forbi det økologiske ismejeri; Cream o’ Galloway ice cream farm - et oplagt sted til et hvil og en is og måske et kig i deres besøgscenter. Overnatning i Gatehouse of Fleet, kendt for sin kiltproduktion og gode madsteder.

Kort over cykelruten

4. dag: Gatehouse of Fleet-Newton Stewart – 36 km. Idag kører du lidt ind i landet og landskabet skifter fra fjelddal til hede. Du følger den gamle jernbane først til Creetown, som er kendt for sin granit og sit Gem Rock Museum med sjældne ædelstene og mineraler, dernæst videre til Newton Stewart, som er en hyggelig handelsby beliggende ved floden Cree.

5. dag: Rundtur til Wigtown – 32 km. Du følger Cree floden ad rolige småveje ind i de bløde bakker til du når Wigtovn. Byen er er kendt for sine mange små boghandlerforretninger, og har deraf fået tilnavnet the Booktown. Lige syd for byen ligger Bladnoch Whisky Distillery, som dagligt har guidede ture. Du kan gøre cykelrundturen længere (dagsetape ialt 82 km) ved at cykle helt ud til Whithorn som engang var mål for masser af pilgrimme. Klosterruiner og besøgscenter giver et godt indblik i stedets fascinerende historie. Overnatning samme sted i Newton Stewart.

Kort over cykelruten

6. dag: Newton Stewart-New Galloway – 40/50 km. Idag kører du ad en skiltet cykelrute ind i Galloway Forest Park. Du kommer forbi områder med vilde geder og røde hjorte og en sø med besøgscenter og tesalon. Udsigterne er imponerende. Først cykler du gennem St. John’s Town of Dalry med pub og restaurant, og senere Balmaclellan, som er kendt for sine træskomagere, inden du kommer til New Galloway hvor du skal bo i nat.

Kort over cykelruten

7. dag: New Galloway-Castle Douglas – 39 km. Tilbage til udgangspunktet via den vestlige side af Loch Ken. Her er der gode muligheder for at spotte nogle af de store rovfugle. I Laurieston er der pub som serverer mad. Hvis du ikke fik set Threave Castle på ankomstdagen, kan du slå et smut forbi, når du nærmer dig Castle Douglas. Turen kan passende sluttes af med et besøg og en kold øl fra det lille lokale bryggeri i Castle Douglas.

8. dag: Afslutning efter morgenmad. Transfer til stationen i Dumfries eller Lockerbie.

Rejsefakta og priser 2017:

Turstart: Alle dage fra maj til september
(OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 6.625 kr
Inkluderet: 7 nætter i værelse med bad og med full Scottish breakfast. Leje af god turcykel med gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale samt transfer fra stationen i Dumfries eller Lockerbie til Castle Douglas.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted. Måltider ud over morgenmad. Entré til slottene. Tillæg for enkeltværelse 1.600 kr.

Cyklen findes i dame- og herremodel. Den bliver leveret til dit guest house, og har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremser (altså ingen fodbremse)
  • Cykeltaske bagpå
  • Kortholder på styret
  • Cykelcomputer
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Cykelhjelm

Ruten og rutematerialet

Ruten går ad mindre veje med begrænset biltrafik. Du cykler efter detaljerede kort, hvor ruten er indtegnet. Til støtte for kortet får du en rutebeskrivelse på engelsk.

Merlots Rejsetips!

Flyv til Edinburgh. Fra lufthavnen tager du bus ind til Waverly Bridge Station i Edinburgh by. Der går busser hvert 10. Minut og turen tager ca. 25 minutter alt efter trafik. (£3,50 enkelt, £6,- retur). Fra Waverly Bridge station skal du videre med tog til Dumfries (rejsetid ca. 2 ½ time, pris fra £32,- t/r) eller til  Lockerbie (de fleste tog er direkte, enkelte med 1 skift. Samlet rejsetid ca. 1 time, pris fra £19,-t/r). I Dumfries eller Lockerbie bliver du hentet af din lokale vært, og kørt til dit første Guest House.

Norwegian flyver direkte fra Kastrup til Edinburgh 6 gange om ugen. Book selv på Norwegian.

Bestil tur 62
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 62
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Rundtur – start og slut samme sted, men du skifter hoteller hver nat. Nogle gange samme hotel i 2 nætter. Se i teksten.

På denne tur bor du på Guest Houses eller Chambres d’hotes, som er det franske udtryk for det samme. Alle værelser er med eget bad.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.