Merlot Tours logo

Tur 55D:
Bodensee Andante
Cykelrute i tre lande.
301 km, 10 dage,
9 nætter, 8 cykeldage

Turen findes også i to kortere udgaver:
55A/B Classic: Hele søen rundt på 8 dage (med Schaffhausen og Rheinfall)
55C: Rundt om den centrale del af søen på 6 dage

Bodensee hører til en af de smukkeste og største søer i Europa. I areal nogenlunde som Bornholm, og med Alpernes blå skygger flimrende i horisonten. Naturen omkring søen er storslået, og byerne lokker med et rigt kulturliv, historiske bygninger og hyggelige fortovscaféer. Klimaet er mildt og langs søens bredder er der fine badesteder, hvor du kan få en dukkert i det rene vand. I den nordvestlige ende deles søen af en højderyg op i Überlingen See og Untersee med øerne hhv. Mainau og Reichenau. Det er en flad til let kuperet cykelrute som bringer dig til tre lande – Tyskland, Østrig og Schweiz.

På denne udgave af Bodensee-turen bor du to nætter hvert sted. Det giver noget ro at du ikke skal flytte hotel hver dag, og det giver mulighed for at gøre nogle cykeludflugter væk fra søen. Hotellerne er tre- og fire-stjernede (samme kategori som på 55A).

1. dag: Ankomst til Bregenz. Tog via München eller fly via Zurich. Bregenz er hovedstad i forbundslandet Vorarlberg. Byen har et godt kulturliv og er meget berømt for sine Bregenzer Festspiele, som hvert begejstrer både publikum og anmeldere med de imponerende og overdådige opera opsætninger på friluftsscenen i søen. Festspillene strækker sig fra slutningen af juli til slutningen af august, og i denne perioden er byens hoteller godt fyldt op og du vil muligvis blive indkvarteret i forstæderne Höchst eller Dornbirn.

2. dag: Rundtur langs Rhinkanalen – 28 km. Inden du begiver dig du på cyklen, kan du tage en tur med bjergbanen op til toppen af Bregenz’ „husbjerg“ Pfänder (1064 m.o.h.). Heroppefra har du et fantastisk vue du over den 536 km2 store Bodensee og de omkringliggende bjerge. Nede igen forlader du byen langs med Rhinkanalen til Dornbrin. Spis frokost her på byens centrale plads inden du cykler reutur til Bregenz.

3. dag: Bregenz–Arbon/Egnach - 40/45 km. km Cykling langs Bodensøen, via fuglereservatet og naturparken Rheindelta, til Rheineck i Schweiz (her løber Rhinen ud i søen) og videre til Rorschach og Arbon med søpromenade eller til Egnach 5 km længere fremme.

4. dag: Rundtur til St. Gallen – 32/42 km cykling, 20 min tog. Du cykler lidt tilbage ad Bodensee Radweg til Rorschach, hvorfra du tager toget op til St. Gallen (700 m.o.h.). I byen findes et imponerende kloster hvis vigtigste elementer er Katedralen og biblioteket og som begge er på UNESCO's Verdensarvsliste. Biblioteket er et af de ældste og rigeste i verden, og indeholder dyrebare håndskrifter som den tidligste kendte arkitektoniske plan udarbejdet på pergament. Du cykler ned til søen igen og tilbage til Arbon el Egnach.

5. dag: Arbon/Egnach-Konstanz – 33/28 km. Videre langs søbredden her på sydsiden i Schweiz med Romanshorn og middelalderbyerne Münsterlingen og Kreuzlingen. Fra de mange sandede søbredder her på sydsiden, er det nemt at gøre stop på cyklen og dyppe sig i det klare vand – og det har du god tid inden du når frem til Konstanz. Konstanz er den største af byerne ved Bodensøen, og er meget præget af det store universitet som ligger her. Det giver byliv, og mange butikker, cafeer og restauranter.

6. dag: Rundtur til Stein am Rhein og Radolfzell – 51 km cykling, 1 time tog. Langs med Untersee på den schweiziske side hen til Stein am Rhein, som du når efter 35 km. Byen er indbegrebet af bindingsværkidyl, og er en meget populær turistby i området mellem Bodensøen og Schaffhausen. Gå rundt i de idylliske gader med torve og pladser og slentr ned ad hovedgaden som fører til den vestlige byport. Herfra tværs over halvøen, Höri, op til Radolfzell, og tog retur til Konstanz (tog ej inkl.). Hvis du orker det kan du også cykle tilbage til Konstanz via klosterøen Reichenau med stort benediktinerkloster og tre romerske kirker. I alt 30 km ekstra el. 20 km hvis du tager båden til hjælp.

7. dag: Konstanz – Friedrichshafen - 47 km. Fra cykelvenlige Konstanz videre til blomsterøen Mainau. Rigtigt guf for haveelskere. Her kan du nemt bruge tre timer. Videre til Wallhausen og herfra færge til Überlingen (inkl). Nem rute langs med søen, men du bør lige gøre en kort afstikker op til den imponerende valfratskirke i Birnau. Ned til søen igen til Meersburg og videre gennem vindistrikter og til fisker- og vinbyerne Hagnau og Immenstadt. Dagens rute ender i Friederichshafen, hjemsted for mange af turbådene og for Zeppelinerne, som du har set kredse som store cigarer deroppe under himlen de seneste dage.

8. dag: Rundtur til Argenmünding – 33 km. Et af dagens højdepunkter er Monfort slottet i Langenargen, som ligger ned til søen 12 km fra Friedrichshafen. Efter et besøg her, cykler du ind i natur området Argenmünding til Laimnau og Langnau. Retur via det flade Mariabrunn.

9. dag: Friederichshafen–Bregenz - 38 km.Igen til Langenargen og så videre til den romantiske by Wasserburg. Herefter kommer du til den bayerske by Lindau, hvis gamle bydel er klassificeret som et unikt historisk monument i Europa. Videre til den østrigske grænse og så når du atter tilbage til Bregenz.

10. dag: Hjemrejse efter morgenmaden.

Rejsefakta og priser 2017:

Hotelkategori: Denne tur er baseret på ophold på 3 og 4-stjernede hoteller.
Turstart: Dagligt fra april til oktober. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 7.875 kr
Sæsonrabat: 250 kr
Forårs- og sensommerrabat gives ved turstart inden 26/6 og efter 11/9.
Tillæg: 350 kr
Tillæg for rejse i Festspiel sæsonen, dvs ved turstart i perioden 19.7.2017 og 20.8.2017
Inkluderet: 9 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad og med morgenmad. Leje af cykel med gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale. Færge Wallhausen-Überlingen samt tog Rorschach-St Gallen. Desuden parkering i Bregenz i P-hus.
Ikke inkluderet: Rejsen til og fra Bregenz. Måltider ud over morgenmad.
Togbillet Radolfzell-Konstanz. Tillæg for enkeltværelse 2.000 kr.
Tilkøb: Halvpension (9 aftensmåltider) 1.575 kr.
Det er muligt at leje el-cykel på denne tur, pris 600 kr.

Cyklen findes findes i dame- og herremodel. Den skal hentes hos vores cykelleverandør, og har flg udstyr:

  • Vælg mellem 21 udvendige gear (foto) eller 8 indvendige gear. Angiv gerne ønsket cykeltype ved bestilling
  • 8 gears cyklen har fodbremse og 21 gears cyklen har kun håndbremse
  • Cykeltaske bagpå
  • Pumpe samt lås
  • Medbring selv lappegrej og cykelhjelm

Rutemateriale

Ruten går hovedsageligt ad bilfri asfalterede cykelstier. Ruten er skiltet hele vejen rundt, så det er meget let at orientere sig. Du får en turbog med tekst på engelsk eller tysk og med farvekort i størrelsen 1:50.000.

Med fly og tog

Flyv til Zürich. Fra lufthavnen er der hyppige togforbindelser til Bregenz. Enkelte tog er direkte, ellers med 2 skift undervejs. Køretid med tog er 1 1/2 - 2 timer alt efter forbindelse. Togbilletten Zürich Flughafen-Bregenz koster i omegnen af 600 kr for en returbillet.

Med tog:

Du kan også vælge at tage toget hele vejen til Bregenz. Afgang fra DK tidligt morgen og efter skifte i Hamburg, Augsburg og Buchloe kan du være fremme i Bregenz ved 19-tiden. Vælger du at tage nattog, skal du ned og nå et nattog fra Hamburg om aftenen ved 21-tiden. Det kan nås med tog fra DK om eftermiddagen. Nattoget går til München. Her skifter du tog, og kan være fremme i Bregenz ca. kl. 10.

Merlot er gerne behjælpelig med at arrangere flyrejsen til Zürich. Togbilletter køber du selv gennem DSB Udland eller Deutsche Bahn.

Hvad gør du med bilen mens du cykler?

Kører du i bil til Bregenz parkerer du i et p-hus tæt ved starthotellet. Parkeringen er inkluderet i rejsens pris.

Bestil tur 55D
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 55D
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Fladt eller jævnt til roligt terræn med kun mindre bakker. Som lette ture i Danmark.

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Rundtur – start og slut samme sted, men du skifter hoteller hver nat. Nogle gange samme hotel i 2 nætter. Se i teksten.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.