Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 46: Salzkammergut
Søer og bjerge
212 km, 8 dage,
7 nætter, 6 cykeldage

1. dag: Ankomst til Bad Ischl. Kejser Franz Joseph holdt sommer efter sommer sin ferie her i byen, som stadig emmer af kejserlig fortryllelse. Bad Ischl har også mange kursteder. På turistkontoret er der velkomstmøde, og udlevering af cykler og rutemateriale. Du bor centralt i byen på Hubertushof

2. dag: Bad Ischl-Gmunden – 37/20km. Du cykler ud ad byen og nordpå ad cykelsti langs med Traun-floden til Ebensee, som ligger i den sydlige ende af Traunsee. Mellem Bad Ischl og Ebensee kan du enten tage den direkte vej gennem dalen eller tage turen op gennem skoven. Den direkte vej deler du desværre med larmende biltrafik, dog på en cykelsti men de ligger der bilerne på din venstre og suser forbi og generer. Så hvis du orker det, så tag turen op igennem skoven. Det går noget op og ned, men her er det kun fugle og vandkilder der larmer. Fremme i Ebensee tager du skib op til Hoisn (inkl), som ligger i søens nordvestlige ende. Herfra cykler du for foden af Traunstein bjerget og kommer hurtigt frem til aftenens hotel. Men inden du slår dig ned på hotellet, bør du cykle ind til Gmunden (4 km). Byen er livlig og her er mange is-cafeer, restauranter, bådfarter – og turister! Her er søpromenade, kastanjetræer og en hyggelig gammel barok-inspireret bydel. En rigtig ferieby, men med en meget afslappet stemning.

Alternativt kan du fra Ebensee cykle venstre om søen op til Gmunden. Via først Traunkirchen, som ligger smukt med sin kirke på en klippe helt ude i søen, og så Altmünster. Der er meget bebygget langs søen, men du har hele tiden nærheden til vandet og skønne udsigter. Fra Gmunden fortsætter du videre rundt om søen til dit hotel, Grünberg am See, som ligger aldeles skønt helt ned til vandet.

3. dag: Gmunden-Weissenbach am Attersee – 41km. Først tilbage til Gmunden og så forlader du Traunsee og cykler vestpå mod den noget større og varmere Attersee. Attersee er Østrigs største og varmeste ferksvandssø (op til 25 gr.), så sørg for at have badetøjet med og gør tid til et badestop. Der er flere offentlige badebroer langs søen. Du når Attersee ved byen Seewalchen i søens nordligeste ende. Herfra cykler du langs med søens østlige bred hele vejen ned til Weissenbach. Her skal du bo i nat på Hotel Post.

4. dag: Weissenbach-St Gilgen – 42km. Fortsæt rundt om Attersees sydlige ende til Unterach og kør så vestpå mod Mondsee. Byen er bl.a. kendt for at lægge kulisse til bryllupsscenen fra filmen The Sound of Music. Det er oplagt at spise frokost på en af byens mange restauranter på det centrale torv. Herefter fortsætter ruten langs med søen Mondsee med flere bademuligheder undervejs. I Scharfling skal du sydpå over til St Gilgen. Her går det opad, men sikke udsigter du får. Måske en "trækketur" på et par kilometer, og så går det nedad mod St Gilgen – Mozarts mors fødeby, og et populært badested ved Wolfgangsee. Du bor lige i udkanten af byen på Hotel Sonnwirt. Forlæng evt turen her og tag op med kabelbanen til Zwölferhorn. Heroppefra er udsigten uendelig og ufattelig smuk. Man kan gøre mange forskellige gåture, hvor langt de fleste kan deltage. Gå heller ikke glip af restauranten ved siden af svævebanen, som serverer god mad og kolde øl mens du har et fantastisk vue ud over St. Gilgen.

Hvis der ikke er plads på Hotel Sonnwirt, bor du i stedet i Abersee, ca 6 km længere fremme ved Wolfgangsees sydlige bred. Gør evt. en aftenudflugt over til St. Wolfgang. Gå ned til anlægsbroen, ring med klokken og den lille båd sejler dig over på den anden side af søen.

5. dag: St Gilgen –Bad Goisern – 30 km. Fra St. Gilgen ad cykelsti videre rundt om søen til den nordlige bred og Fürberg. Herfra med skib til Ried (inkl) og på cyklen videre til St. Wolfgang. Vel nok en af Salzkammerguts "sødeste" byer, med masser af bindingsværk, blomsterkasser, liv og restauranter. Dirch Passer klassikeren ”Sommer i Tyrol" foregår bl.a. her i St. Wolfgang, og det legendariske hotel-restaurant ”Den Hvide Hest” ligger her stadigvæk. Planlægger du din dag rigtigt, kan du lige nå en tur op med smalsporsbanen til Scharfberg. En sjov oplevelse med damp og gamle vogne – og en fantastisk udsigt både fra turen op og selvfølgelig fra toppen. Man kan vandre ned til midterstationen Scharfberg Alm (ca. 1 time) og tage toget derfra resten af vejen ned. Efter dit besøg her i St Wolfgang, cykler du videre til Strobl og så Bad Ischl, som du jo startede i. Gennem byen og nu sydover til Bad Goisern. Her skal du bo i nat på Hotel Goisererhof.

6. dag: Bad Goisern-Grundlsee – 40 km. Ad cykelsti langs med Traun floden til Steeg. Så er du kommet til endnu en sø - Hallstätter See. Ruten går ad cykelsti langs med den østlige bred. Du snor dig ind og ud mellem søbredden og jernbanen, og så dukker Hallstatt op på den anden side af søen. Fra Hallstatt station kan du krydse søen over til Hallstatt by og derved afkorte ruten med ca. 10 km, eller du kan cykle syd om søen dertil - for du MÅ gøre et stop i Hallstatt. Her er husene opført på de stejle bjergskråninger der omgiver Hallstätter See. Byen er på UNESCOs verdenskulturarv-liste, og når man går rundt i de smalle og stejle små gader er det ikke svært at se hvorfor. Tag evt bjergbanen op til Hallstatts museum om salt minerne. Den historiske Soleleitungsweg, verdens ældste ”pipeline” konstrueret i 1607, førte via 9000 udhulede træstammer saltholdigt vand fra saltminerne i Hallstatt til Ebensee. Efter et besøg i Hallstatt forlader du Hallstätter See, og efter en stejl optur (blot 3 km) gennem Koppen passet når du frem til Bad Aussee. Er humøret ikke til flere opkørsler, kan du springe på toget i stedet for. Fra Bad Aussee fortsætter du et par km østpå til du når den lille sø Grundlsee. Her skal du dejligt i nat bo i nat på det 4-stjernede Seeblickhotel Mondi Holiday. Fra hotellets terrasse er udsigten ud over den lille sø og de bagvedliggende bjerge helt formidabel. Hotellet har indendørs pool og spa afdeling. Forlængelse her kan anbefales og der er gode vandremuligheder fra hotellet.

7. dag: Grundlsee-Bad Ischl – 25 km. Fra Grundlsee er det en behagelig cykeltur tilbage til turens udgangspunkt Bad Ischl. Først til idylliske Altaussee omgivet af de høje bjerge og ud til endnu en dybblå sø. Så gennem den grønne Rettenbach-dal med småbyer, og så ligger Bad Ischl lige forude. Overnatning på samme hotel som ved ankomsten.

8. dag: Efter morgenmaden hjemrejse.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet - naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Rejsefakta og priser 2017

Turstart: Dagligt fra april til oktober. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 6.150 kr
Sæsonrabat: 250 kr
Sæsonrabat gives ved turstart i uden for juli og august
Inkluderet: 7 nætter på 3- og 4-stjernede hoteller i dobbeltværelse med bad og med morgenmad. Leje af god turcykel med gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale. Desuden skib Fürberg-Ried (Wolfgangsee) og Ebensee-Hoisn (Traunsee) og Salzkammergut Adventure Card (rabatordning på div. attraktioner).
Ikke inkluderet: Måltider udover morgenmad. Tillæg for enkeltværelse 1.025 kr.
Tilkøb: Halvpension (7 x 3-retters aftensmad) 975 kr.
Ekstra nat i Bad Ischl inkl. morgenmad: 675 kr
Ekstra nat i Salzburg inkl. morgenmad: 580 kr
Det er muligt at leje el-cykel på denne tur, pris 600 kr.

Cyklen skal afhentes på byens turistkontor, som ligger i centralt i Bad Ischl. Cyklen findes findes i dame- og herremodel, og har flg udstyr:

  • Vælg mellem 21 udvendige gear (foto) eller 8 indvendige gear. Angiv gerne ønsket cykeltype ved bestilling
  • 8 gears cyklen har fodbremse og 21 gears cyklen har kun håndbremse
  • Cykeltasker bagpå
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Cykelhjelm medfølger IKKE, men kan lejes på stedet for 12€ for ugen

Rutemateriale

Ruten går hovedsageligt ad cykelstier, men også ad mindre veje uden for meget biltrafik. Det meste af ruten er på asfalterede veje, men enkelte strækninger går ad grus- og skovveje. Du cykler efter originale farvekort i størrelsen 1:50.000. Til støtte for kortet får du rutetips på engelsk.

Merlots rejsetips

Med fly:

Du kan flyve enten til Salzburg eller til München. Fra lufthavnen i München kan du tage toget til München Ostbahnhof, rejsetid 30 min. På Ostbahnhof skifter du tog til Salzburg – også her hyppige tog og rejsetid ca halvanden time. Fra Salzburg skal du med bus det sidste stykke til Bad Ischl. Billet München-Salzburg koster ca 35€, billet Salzburg-Bad Ischl koster ca. 10€.

Med tog:

Vil du nå helt frem til Bad Ischl i eet stræk, må du tage nattoget derned. Dagtog kræver et ophold undervejs i fx München eller Salzburg. Nattog har afgang fra Hamburg om aftenen ved 21-tiden, og kan nås med tog fra DK om eftermiddagen. Nattoget går til München. Ankomst til München tidligt næste morgen. Der er lige tid til en kop morgenkaffe inden du skal med tog videre til Salzburg. Så det sidste stykke med bus til Bad Ischl.

Merlot er gerne behjælpelig med at booke din flyrejse, eller du kan selv booke på nettet. Togbilletter køber du gennem DSB Udland eller Deutsche Bahn.

Hvad gør du med bilen mens du cykler?

Kører du i bil til Bad Ischl kan du parkere på en offentlig plads foran Bad Ischls banegård. Det er gratis og sikkert nok. Alternativt kan du bestille en plads til bilen ved vores lokale partners kontor. Det koster ca. 20€ for ugen. De råder kun over få pladser, så vi kan ikke garantere plads der.

Bestil tur 46
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 46
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Rundtur – start og slut samme sted, men du skifter hoteller hver nat. Nogle gange samme hotel i 2 nætter. Se i teksten.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.