Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Ny tur i 2017!

Tur 82: Sicilien på tværs
Græske templer, kyster og bjerge
360 km, 9 dage,
8 nætter, 7 cykeldage

En tur i et terræn, der er ganske let sålænge det går langs kysten, men mere krævende når vi bevæger os ind i landet. Oplevelsen af kontrasten mellem højdedragene på øens indre og så det fladere kystland er turens styrke, og gør at du kommer hjem med et fuldgyldigt indtryk af det vestlige Sicilien. Hvis du er en habil cyklist, så er det denne tur du skal vælge.

Hotellerne er af høj standard og er blandet egentlige hoteller og Agriturismo. I får super cykler med god gearing til terrænet.

Kort over cykelruten

1. dag: Ankomst til Palermo og transfer 25 km til Scopello. Flyv til Palermo. Her har vi arrangeret en privat transfer til dig. Du bliver hentet i lufthavnen og kørt til dit hotel i Scopello. Det er en lille by, der ligger ved den naturpark, der strækker sig hele vejen ud på halvøen ud mod Zingaro nationalparken. Du bor på Hotel I Bagli.

2. dag: Scopello-Segesta-Buseto Pallizolo – 45 km. En af de smukkest beliggende græske templer udenfor Grækenland ligger her oppe i bjergene ovenfor Scopello. Vi synes du skal se det, så vi beder dig tage anstrengelsen med og hoppe i sadlen og tage turen op. Stigning over de første 7 km, men så kommer du også til et Apollon-tempel, der ligger på en grøn skrænt med udsigt ned over bugten. Ellers en fin rute med andre flotte udsigter på din vej mod Buseto.

3. dag: Buseto Pallizolo-Trapani – 35 km. En dejlig tur i et afvekslende landskab med småbyer med typisk landligt liv på Sicilien. Du cykler let strækningen igennem og lander blidt i Trapani, hovedbyen her på østkysten. Trapani er havneby med færger ud til de Egadiske øer.

4. dag: Trapani-Marsala – 48 km Du er ude i det flade kystland med saltbassiner mange steder. Undervejs kan du sejle ud til Mozia, en lille ø i en bugt. Her ligger der nogle ruiner fra den græske tid og et lille museum. Du når Marsala, som er kendt for den søde vin. Producenten Florio med 3 mio flasker om året ligger her, og du kan aftale et besøg. Ellers meget dejlig by med stemningsfuldt bycentrum. Hotel kan være Carmine (inde i byen) eller Hotel Palace (ved havnepromenaden) eller Villa Favorita (2 km udenfor med have og pool).

5. dag: Marsala-Selinunte – 68 km Mere spændende arkæologi i dag med Cave di Cusa, som var stenbruddet, hvorfra råmaterialet til templerne i Segesta og Selinunte kom. Her ligger søjlerester, der ikke nåede at blive leveret og man fornemmer det brutale punktum, som karthagernes ankomst gav Selinunte i året 409 f.K. Besøg det store tempelområde ved Selinunte inden du cykler ind i landet. Ca. 10 km fra kysten bor du landligt og dejligt på Agriturismo Latomie. Her er have og pool. Hvis udsolgt her, da hotel i Selinunte

6. dag: Selinunte-Chiusa Sclafani – 56 km. Nu skal du ind i landet, og har nogle stigninger i starten. Ellers moderat terræn mod Chiusa. En dejlig by midt i et frugtbart område med oliven og appelsin.

7. dag: Chiusa Sclafani-Corleone – 48 km Det går lidt op og ned forbi forskellige småbyer hele vejen til Corleone. Her møder du nu hverken Marlon Brando eller Al Pacino, og selvom byen har ”brændemærket” Sicilien som mafiavældets arnested, er den absolut fredelig. Her er endog et Mafia-museum, så byen vedgår sit ophav og rygte.

8. dag: Corleone-Monreale – 60 km Mange flotte udsigter følger dig denne cykeldag forbi byen Ficuzza med slot og oplagt til en pause. Byen Monreale er berømt for sin katedral Santa Maria la Nuova, et arkitektonisk mesterværk fra middelalderen, et fantastisk kirkerum med gyldne mosaikker, der i sit enkle billedsprog fortæller skabelseshistorien.og for klosteret, der er bygget sammen med domkirken. Kort over cykelruten

9. dag: Afslutning eller evt forlængelse. Afslutning og transfer tilbage til Palermo eller lufthavnen.

Rejsefakta og priser 2017:

Turstart: Dagligt fra april til midt november. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Turen genneføres dog ikke i august måned, fordi det simpelthen er for varmt.
Pris: 8.350 kr
Sæsontillæg: 680 kr
Sæsontillæg pålægges turprisen ved turstart i juli måned.
Inkluderet: 8 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad og med morgenmad. 1 x aftensmåltid (3-retters middag) i Corleone. Leje af god turcykel med gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale. Desuden transfer ved ankomst og afrejse til og fra lufthavnen i Palermo.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted. Frokost og aftensmad. Lokale turist skatter på enkelte hoteller, €1-3 som betales kontant ved udcheckning.
Tillæg for enkeltværelse 1.550 kr.
Tilkøb Halvpension (7 aftensmåltider): 1.525 kr

Det er muligt at leje el-cykel på denne tur, pris 1.350 kr.

Cyklen bliver bragt til hotellet sammen med transfer bilen eller står til dig på hotellet ved ankomsten. Den har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremse - altså ingen fodbremse
  • Styrtaske med kortholder
  • Cykeltaske bagpå
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Medbring selv cykelhjelm

Ruten og rutemateriale

Ruten går ad mindre veje med begrænset biltrafik. Du cykler efter farvekort hvorpå ruten er indtegnet samt detaljerede bykort. Til støtte for kortene får du også en detaljeret rutebeskrivelse på engelsk.

Med fly

Flyv til Catania. Norwegian har en direkte rute fra Kastrup til Catania og Lufthansa flyver også til Catania via München eller Frankfurt. Book selv på Norwegians hjemmeside og Lufthansas hjemmeside. I din rejse er inkluderet en transfer ved ankomsten fra lufthavnen i Catania til dit første hotel i Palazzolo Acreide.

Turen slutter i byen Siracusa. Herfra er der små 65 km op til lufthavnen i Catania. Der går hyppige busser. Køretid ca. 1 time 20 min.

Bestil tur 82
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 82
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Envejstur – start og slut forskellige steder

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.