Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 76: Toscana
Lucca
Fast hotel. 8 dage.
7 nætter. Valgfri ture.

Skal det være roligt og lidt enkelt, så vælg denne tur, hvor du bor fast i Lucca og cykler ud derfra. Du vil føle dig godt hjemme i byen med sin vældige ringmur og sine prægtige bygninger omkring de forskellige Piazza'er. Du kan cykle muren rundt, og kigger du til den ene side vil du se middelalderbyen og til den anden side sletteland og fantastiske bjerglandskaber. Der er omhyggeligt gennemkørt 7 strejftog ud i Luccas omegn, som afspejler typiske toscanske stemninger. Vælg selv rækkefølgen af ruteforslagene, og snup dem der matcher dit humør og din energi. Du kan jo nøjes med færre og så slappe af i Lucca eller tage en dagstur til Firenze som kun ligger 1 times togkørsel derfra. Her kan du selv gradbøje din cykelferie. Du bor samme sted hele ugen på fx Hotel San Martino (kat A) eller på Hotel Melecchi (kat B).

Tur 1: Pisa - 57 km. Du cykler til Pisa via kurbyen S. Giuliano Terme. Herfra kører du over Gello det sidste stykke vej til Pisa. Turen tilbage går via Pontasserchio og videre forbi søen Lago di Massaciuccoli. Nu opad og et flot panorama over Lucca. Ad mindre veje nærmer du dig Lucca, og turen sluttes gennem den stemningsfyldte gade i Borgo Gianotti inden du når frem til Luccas bymur.

Tur 2: Monte Pitoro - 47 km. Fra Piazza S. Maria tager du nordpå over floden Serchio gennem S.Alessio. Senere stigning mod Piazzano. Herfra går turen ned til næste dal, som du følger videre et stykke vej inden du når Montigiano. Herfra køres ned til Massarosa med flot udsigt ud mod Viareggio og Middelhavet. Nu videre ned til Massaciuccoli og den iøjnefaldende by Nozzano Castello, der skyder op som en sukkertop i det flade landskab! Herfra lidt nordpå for at køre hjem ad en anden vej til Lucca.

Tur 3: Vinmarker og olivenlunde – 28 km. Denne tur går i nordvestlig retning fra Lucca. Først 6 herlige kilometer i fladt terræn og derfeter opad og ind på Strada del Vino. Ad rolige småveje gennem vinmarker og olivenlunde. Kommer forbi 2 små vingårde hvor der kan handles.

Tur 4: San Andrea di Compito – 28 km. Syd for Lucca ligger bjerget Monte Serra, og San Andrea di Compito er en del af dette dette bjergmassiv. Ruten går i et område der tilbage i tiden var en sø, så terrænet er ganske let, men selve turen op til San Andrea giver lidt sved på panden.

Tur 5: Montecarlo – 60 km. Ruten her tager dig til den fantastiske lille fæstningsby Montecarlo som er ideel til et frokoststop med udsigt. På tilbagevejen ad ”Strada del Vino” som på denne strækning byder på mange bakker, men også utroligt smukke udsigter ud over det toscanske landskab.

Tur 6: Mastiano – 22 km. Fra Lucca går turen nordpå. Du følger Serchio-floden op til Ponte a Moriano og derfra videre til Mastiano hvor Restaurant Villa Volpi med flot udsigt bestemt er et frokostbesøg værd.

Tur 7: Flodturen – 32 km. Du følger Serchio floden vestpå til byen Nozzano Castello. Så lidt sydpå og kryds floden og tilbage til Lucca ad mindre veje via hyggelige byer som Cerasomma, Meati og Vicopelago. Flere restauranter og dejlige picnicsteder undervejs.

Rejsefakta og priser 2017:

Varianter: Denne tur findes i to varianter. 76A: Her bor du på et 3-stjernet hotel beliggende indenfor murene, midt i den gamle bydel i Lucca. 76B: Her du bor på et 2-stjernet hotel ca 5 minutters gang udenfor Luccas bymure.
Turstart: Dagligt fra marts til oktober. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 76A: 6.375 kr
76B: 5.125 kr
Inkluderet: 7 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad og morgenmad, leje af god turcykel med gear samt kort og rutemateriale.
Ikke inkluderet: Rejsen til og fra Lucca. Frokost og aftensmåltider. Tillæg for enkeltværelse 1.900 kr.

Cyklen findes i dame- og herremodel. Cyklen skal hentes hos en cykelforretning i byen. Den har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremse - altså ingen fodbremse
  • Styrtaske med kortholder
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Medbring selv cykelhjelm

Ruten og rutemateriale

Ruten går ad mindre veje med begrænset biltrafik. Du cykler efter kort i størrelsen 1:100.000 samt detaljerede bykort. Til støtte for kortene får du også en detaljeret rutebeskrivelse på dansk.

Med fly

Flyv fx Bologna. Fra Kastrup kan du flyve til Bologna dagligt med SAS. Fra Bologna lufthavn tager du lufthavnsbussen ind til Bologna Centrale. Bus hver 25.-30. minut. Køretid 30 min. Pris 5€ enkelt. Herfra hyppige tog videre til Lucca via Firenze eller Prato. Køretid ca. 2 timer 20 min, pris 13-30€ alt efter forbindelse.

Du kan også flyve til Pisa, som er den tætteste lufthavn på Lucca. Norwegian Air flyver direkte Kastrup-Pisa 2 gange om ugen. Ryan Air flyver direkte fra Billund til Pisa 2 gange om ugen (3 gange ugentligt i højsommeren). Fra Pisa lufthavn er der direkte bus til Lucca.

Merlot er gerne behjælpelig med at arrangere flyrejsen.
Prisniveau ca. 2.400 kr - 2.800 kr.

Bestil tur 76A
Bestil tur 76B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 76A
Bestil tur 76B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Stjernetur – du bor samme sted og cykler ud derfra.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.