Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 75: Toscana
Lucca og Vinci
284 km, 8 dage,
7 nætter, 6 cykeldage

Toscana er en af de mest populære regioner i Italien. Området er lidt vanskeligt rent cykelmæssigt, og det er derfor bevidst at jeg har lavet turen lidt nærmere kysten hvor der er knapt så bjergrigt. Turens udgangspunkt er byen Lucca. Byen er kendetegnet ved sine mange tårne og smalle gader og har samtidig et charmerende folkeliv. På alle måder en smuk middelalderby omkranset af en bymur som er 5 km i omkreds, og oven på den er en cykelsti. Sikke en prolog til en cykeluge! Efter nogle dage i Lucca flytter du på landet. Du bor de næste tre nætter på Agriturismo Il Vincio tæt på den lille by Vinci. Herfra nyder du det omgivende landskab og værternes omsorg også rent kulinarisk. Cykelrytteren Lars Michaelsen har lavet ruterne, han kender terrænet om nogen, og har taget hensyn til Merlot's gæsters påskønnelse af “blød cykling”. I Lucca bor du fx på Hotel San Martino (kat A) eller på Hotel Melecchi (kat B).

Dag 1: Ankomst til Lucca. Enten i bil eller med fly til Pisa, Firenze eller Bologna. Indkvartering på godt hotel.

Dag 2: Udflugt fra Lucca – 57 km. I dag skal du cykle til Pisa via kurbyen S. Giuliano Terme. Herfra køres over Gello det sidste stykke vej til Pisa. Turen tilbage går via Pontasserchio og videre forbi søen Lago di Massaciuccoli. Nu opad og et flot panorama over Lucca. Ad mindre veje nærmer du dig Lucca, og turen sluttes gennem den stemningsfyldte gade i Borgo Gianotti inden du når frem til Luccas bymur.

Dag 3: Lucca-Vinci - 55 km. Kør sydpå langs Nottolinis Acquedotto, og du kommer vi bl.a. gennem Verciano, Ginese, Castelvecchio, Bientina og Santa Maria a Monte. Herfra går turen langs floden Arno til en flot gammel bro, dernæst videre til sko- og læderbyen Fucecchio. Så Cerreto Guidi inden du når din Agriturismo ved Vinci.

Dag 4: I Vinci – 17 km. Fra Vinci og nordpå op til Leonardo da Vincis fødested. Her er der mulighed for en velfortjent pause og et besøg i Leonardos barndomshjem. Dernæst drejes mod Faltonano og du cykler næsten helt til Vitolino ad den smukke Chianti vinrute, hvorefter turen går tilbage til Vinci.

Dag 5: I Vinci – 24 km. Igen nordpå til Fornello og videre til S. Baronto, som ligger på toppen af Monte Albano højderyggen. Hele vejen op til San Baronto er der en flot udsigt fra den snoede vej, som her igen er ”strada del vino di Chianti”. Via Lamporecchio er du snart tilbage på din agriturismo.

Dag 6: Vinci-Lucca – 62 km. Ad en anden rute tilbage til Lucca. Nu via S. Pantaleo til Lazzereto og videre mod Stabbia. Du cykler over en slette til Massarella og senere op til Montecarlo - dagens anden stigning. Her følges Strada del Vino, som bringer dig til Gragnano. Du er nu næsten fremme i Lucca, og sidste stigning op til Tofori belønnes af et enestående panorama, som nydes det sidste stykke vej mod til Lucca.

Dag 7: Udflugt fra Lucca – 47 km. Fra Piazza S. Maria tager vi nordpå over floden Serchio gennem S.Alessio. Senere stigning mod Piazzano. Herfra går turen ned til næste dal, som du følger videre et stykke vej inden du når Montigiano. Herfra køres ned til Massarosa med flot udsigt ud mod Viareggio og Middelhavet. Nu videre ned til Massaciuccoli og den iøjnefaldende by Nozzano Castello, der skyder op som en sukkertop i det flade landskab! Herfra lidt nordpå for at køre hjem ad en anden vej til Lucca.

Dag 8: Efter morgenmad afrejse.

Rejsefakta og priser 2017:

Varianter: Denne tur findes i to varianter. 75A: Her bor du på et 3-stjernet hotel beliggende indenfor murene, midt i den gamle bydel i Lucca. 75B: Her bor du på et 2-stjernet hotel ca 5 minutters gang udenfor Luccas bymure.
Turstart: Dagligt fra marts til oktober. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 75A: 7.550 kr
75B: 6.250 kr
Inkluderet: 7 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 3 x 3 retters aftensmad under opholdet i Vinci (ved ophold i Vinci tirsdage er der ikke aftensmad – 180 kr fradrages), leje af god turcykel, bagage transport, kort og rutemateriale.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted. Drikkevarer til aftensmaden i Vinci. Frokost. Aftensmåltider i Lucca. Tillæg for enkeltværelse 2.100 kr (A+B).

Cyklen findes i dame- og herremodel. Cyklen skal hentes hos en cykelforretning i byen. Den har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremse - altså ingen fodbremse
  • Styrtaske med kortholder
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Medbring selv cykelhjelm

Ruten og rutemateriale

Ruten går ad mindre veje med begrænset biltrafik. Du cykler efter kort i størrelsen 1:100.000 samt detaljerede bykort. Til støtte for kortene får du også en detaljeret rutebeskrivelse på dansk.

Med fly

Flyv fx Bologna. Fra Kastrup kan du flyve til Bologna dagligt med SAS. Fra Bologna lufthavn tager du lufthavnsbussen ind til Bologna Centrale. Bus hver 25.-30. minut. Køretid 30 min. Pris 5€ enkelt. Herfra hyppige tog videre til Lucca via Firenze eller Prato. Køretid ca. 2 timer 20 min, pris 13-30€ alt efter forbindelse.

Du kan også flyve til Pisa, som er den tætteste lufthavn på Lucca. Norwegian Air flyver direkte Kastrup-Pisa 2 gange om ugen. Ryan Air flyver direkte fra Billund til Pisa 2 gange om ugen (3 gange ugentligt i højsommeren). Fra Pisa lufthavn er der direkte bus til Lucca.

Merlot er gerne behjælpelig med at arrangere flyrejsen.
Prisniveau ca. 2.400 kr - 2.800 kr.

Bestil tur 75A
Bestil tur 75B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 75A
Bestil tur 75B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Sløjfetur - to eller tre hoteller og ture ud derfra.

På denne tur bor du på Guest Houses eller Chambres d’hotes, som er det franske udtryk for det samme. Alle værelser er med eget bad.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.