Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 73: Piemonte
I bølgende vinland rundt om Alba
202-288 km, 8 dage,
7 nætter, 6 cykeldage

Det var vinen og maden, der drev os i armene på Piemonte. Piemontesernes evne til at diske op til lækkermunde er legendarisk. Piemonte lægger jo vinstokke til to af Italiens helt store vine – Barolo og Barbaresco. Du kommer ret ind i hjertet af disse vines oprindelsessteder. Byen Alba, hvor denne tur starter og slutter, er kendt for sine hvide trøfler og i oktober og november strømmer kulinariske pilgrimme hertil.

Turen går rundt om Alba, gennem områderne Roero mod vest, Langhe mod syd og Monferrato mod nord. Her er ganske bakket med dale, der gennemskærer højdedragene, og turen byder på en del udfordringer - men de er overkommelige. Og så får du det hele igen: De vidunderlige udsigter over vinlandet med Alperne i baggrunden, hasselnøddetræer på skråningerne og et højt niveau på spisesteder og hoteller. Turen går ad mindre asfalterede veje med meget begrænset biltrafik og indimellem ad små grusveje mellem vinstokkene. Da det er et meget bakket område og det på forhånd kan være svært at forestille sig hvor anstrengende man vil opleve det, er der hver dag 2 rutemuligheder: En på omkring de 30 km og en længere på ca. 50 km. Dette gælder både for begge kategorier, dog ej på dag 6, hvor der kun er en rute. Velkommen på cykel!

1. dag: Ankomst til Alba eller Guarene. Alba er en fin gammel by med livlig stemning i de brostensbelagte gader. Gæster på 73A bor på B & B Casalora i Guarene ca. 5 km udenfor for Alba, og spiser på Osteria La Madernassa, som i 2016 fortjent fik en Michelin stjerne. Gæster på 73B bor 5-10 min gang fra Albas bymidte på B&B Germane Reale og spiser på et osteria i byen.

2. dag: A: Guarene-Cisterna d'Asti - 32/50km. B: Alba-Sant'Anna – 34/47km. Idag cykler du i Roero området nordvest for Alba. Du cykler gennem frugtplantager og ser de første hasselnøddetræer. I det fjerne kan du se Barbaresco landsbyen, som du kommer igennem på sidste cykeldag. Allerede et par km ude af byen kommer den første stigning, og dermed den første af de mange smukke udsigter. Fra Guarene by går det nedad bakke til Castellindo, så fortsætter ruten ad mindre bilfri vej til Priocca, og i Govone finder du et meget fint slot og park. Dagens rute her i Roero er præget af skarpe konturer i landskabet med lyse klipper af den bløde tufsten. Tufstensgrotterne er ideelle til lagring af vin fordi temperaturen i disse ”hellige huler” er konstant hele året rundt. 73A gæster bor på Albergo Garibaldi i den lille landsby Cisterna d'Asti eller på Le Querce del Vareglio (bedst i de varme måneder da her er pool) udenfor Canale. Værelserne har altan og der er lille gårdhave med udsigt. Gæster på 73B bor på Agriturismo Cascina Vrona. På landet med have og pool og herlig udsigt til vinmarker og hasselnød.

3. dag: A: Cisterna d’Asti-Verduno - 43/51km. B:Sant'Anna-Verduno - 33/45km. Fra Cisterna ned i dalen og fladt gennem Canale by med vinstokke alle vegne. Lille stigning efter byen frem mod Vezza d’Alba. Så flader det ud igen og du cykler i dalen til Corneliano. Ruten herfra bølger op og ned gennem skov og flere hasselnøddetræer frem mod Pollenzo; hjemsted for slow food bevægelsen. I byen er der et slow food universitet, og Italiens vinbank ligger også her; en samling af alle de store vine fra hele landet. Her er ønologi museum og selvfølgelig mulighed for at smage! Efter Pollenzo krydser du Tanaro floden igen, og så er du i Langhe. Stejl stigning frem mod dagens mål Verduno. I byen er der et udsigtspunkt hvorfra du kan skue ud over hele det landskab, de byer og de vinmarker du skal cykle i de kommende dage. Alle gæster bor på Agriturismo Ca' del Re, hvor også gæster på 73A spiser. Gæster på 73B spiser på et trattoria i byen.

4. dag: Verduno-Monforte d'Alba - 30/45km. Nu er du i hjertet af Barolo-land. Ruten bølger let op og ned. Den længere rute gør en bue op til Grinzane Cavour med borg fra 1300-tallet med lokalhistorisk museum og enoteca. Det er her den årlige internationale trøffelauktion finder sted. En kort tur ned i dalen og så op igen til La Morra, som er smukt placeret på en bakketop, og fra byens Piazza Castello er der en fabelagtig udsigt. Fra La Morra en skøn nedtur til Barolo, som ligger så smukt der svøbt i alt det grønne. Dejligt for en gangs skyld også at komme cyklende ned til en by, istedet for altid at have byen på toppen. Barolo er centrum for den legendariske vin af samme navn, og i kælderen i byens gamle borg er der selvfølgelig et Enoteca hvor du kan smage de kendte vine. På ruten passerer du mange af de store vingårde som ofte tager imod besøg. Næste by er Monforte d’Alba, hvor du øverst oppe gennem de smalle gader finder en fin kirke med lille amfiteater og en herlig udsigt over byens tage. Gæster på 73A cykler små 4 km ud ad byen og bor på det dejlige Agriturismo La Torricella med pool. Gæster på 73B bliver her i Monforte d'Alba og bor på Locanda Contessa Berta.

5. dag: Rundtur i Upper Langhe – 36/47 km. Du cykler sydpå gennem det bølgende vinland til den lidt større by Dogliani i bunden af dalen. Så østover mod Bossolasco med nøgne tufstensklipper omkring dig. Alpetoppene i horisonten danner et flot bagtæppe til de grønne bakker. Herovre østpå erstattes vinstokkene af skov- og græsklædte skråninger. Dagens længere rute går til turens sydligste punkt, byen Murazzano. En fin gammel by med kirke højt beliggende og byens centrale plads nedenfor. Overnatning samme sted.

6. dag: Monforte-Manera/Neviglie - A: 35km. B: 44km. Videre gennem det bølgende vinland hvor Serralunga og Diano d’Alba ligger som fristende stoppesteder undervejs mod Montelupo, som er højt beliggende. Herfra videre yderligere et par km opad. Sørg for at stoppe op og nyd udsigten til Alperne, hvis vejret er klart. Fremme i den lille by Manera ligger Relais Montemarino, hvor gæster på 73A bor. Middag på egen hånd denne aften, og for gourmeter er det oplagt at dinere på Michelin restauranten Villa d'Amelia, som ligger 200m derfra. Gæster på 73B cykler videre gennem bakkerne med skønt udsyn og hasselnødder på begge sider til du når Neviglie lidt vest for Mango. Her ligger Agriturismo Dindina, hvor 73B gæster bor og spiser.

7. dag: A: Manera-Guarene - 38/47km. B: Neviglie-Alba – 40/55km. Først til byen Mango, som har kirke og enotek med fin statue opstillet til ære for Piemontes berømte trøffelhunde. Gæster på 73A cykler så nordover til Coazzolo mens gæster på 73B cykler længere østpå ind i et nyt vinområde: Muscato. De første km går op og ned inden den 7 km lange trilletur ned til byen Canelli, som ligger i bunden af dalen. Her holder de store Muscato producenter til, bl.a. Contratto og Gancia, og deres kølige kældre langt under jorden er åbent for besøgende. Herefter tilbage vestpå til Coazzolo, og herfra fælles rute ad fine smalle veje i en fin vekslen mellem skov, hasselnød og vinmarker frem mod Neive. Her nærmest eksploderer landskabet i vinmarker. Vinstokke så langt øjet rækker og til alle sider! Neive er endnu en hyggelig by med smalle brostensbelagte gader og mange små vinbarer. Næste stop er Barbaresco – endnu et stednavn som du sikkert kan genkende fra vinetiketterne. Den ene af byens kirker er nu omdannet til et enotek med smagning og salg. Meget sigende for en lille by hvor alt drejer sig om vin, og et passende sidste stop inden de sidste cykelkilometer tilbage ned til Alba og Guarene. Du bor på samme sted som ved ankomsten. Gæster på 73A spiser på den meget lokale restaurant Lo e Luna. Her kan du nyde den sidste aften med et herligt måltid serveret på terrassen. For gæster på 73B er middagen denne sidste aften på egen hånd på et af Albas mange fortrinlige spisesteder.

8. dag: Hjemrejse efter morgenmad. Eller mĂĄske ekstra dage i Alba, Torino eller Genova?

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet - naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Rejsefakta og priser 2017:

Varianter: Denne tur findes i to udgaver:
73A, hvor du bor udvalgte hoteller og agriturismos af høj klasse og med 4-retters a la carte middage med frit valg fra menuen.
73B, hvor du bor pĂĄ udvalgte hoteller og agriturismos i standardklasse og med set menus til middagene.
Turstart: Dagligt fra april til november. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 73A: 9.650 kr
73B: 8.600 kr
Inkluderet: 7 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 6 x aftensmiddage, leje af turcykel med 24 gear, flytning af bagage, kort og rutemateriale samt GPS. Desuden alle lokale turistskatter.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted. Drikkevarer til aftensmaden. Frokost. 1 middag.
Tilkøb: Privat transfer Milano Malpensa-Alba: 230 euro pr bil.
Det er muligt at leje el-cykel pĂĄ denne tur, pris 875 kr.
Rejsetip: Forlæng cykelturen og få ekstra cykeldage, hviledage eller tid til at vandre i vinmarkerne. Eller kombiner med storbyferie i Torino, Milano eller Genova. Spørg Merlot om pris.

Cyklen er en unisex-model. Den leveres til dit første hotel sammen med flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • HĂĄndbremse - altsĂĄ ingen fodbremse
  • Cykeltaske baggpĂĄ
  • Styrtaske
  • Flaskeholder
  • Lappegrej, pumpe samt lĂĄs
  • Cykelhjelm
  • Garmin GPS med ruten er indlagt (OBS! Kun 1 stk pr. værelse)

Rute og rutemateriale

Ruten går ad mindre veje med begrænset biltrafik. Rutematerialet er på engelsk og består af en detaljeret beskrivelse med højdeprofil og kort hvorpå ruten er indtegnet. Desuden får du også en Garmin GPS med ruten på (OBS! 1 stk GPS pr. værelse).

Med fly

Flyv fx til Milano Malpensa. Fra lufthavnen er det nemmest (og billigst) at tage bussen til Torino Porta Susa. Køretid 2 timer. Fra Torino Porta Susa er der tog til Alba. Eet skift undervejs, og en togtur på ialt 1 time og 20 min, pris ca. 25€ hver vej. Der er også lufthavn i Torino, men desværre er der ingen direkte forbindelser mellem DK og Torino.

Bussen mellem Milano og Torino kører kun hver 2. time, så passer busafgangen ikke med din flyankomst kan du i stedet tage toget fra Malpensa ind til Milano Centrale. Herfra videre til Alba med 2 eller 3 skift undervejs. Rejsetid med tog er ialt ca. 4 timer, pris ca. 40€ hver vej.

Alternativt kan du ogsĂĄ bestille privat transfer fra lufthavnen og til starthotellet. Se priser under "Fakta"

Hvad gør du med bilen mens du cykler?

Kører du i bil til Piemonte kan du som gæst på tur 73A parkere bilen på starthotellets eget område. Det er udendørs og det er gratis. Gæster på tur 73B kan parkere tæt ved starthotellet i en nærliggende parkeringskælder eller ved banegården mod betaling. Pris ca. 35€ for ugen.

Bestil tur 73A
Bestil tur 73B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 73A
Bestil tur 73B
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Meget kuperet terræn med nogle lange og seje stigninger, der kan være af 5-10 km længde. God kondition er en fordel.

Rundtur – start og slut samme sted, men du skifter hoteller hver nat. Nogle gange samme hotel i 2 nætter. Se i teksten.

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.