Merlot Tours logo

Kort over cykelruten

Tur 31: Perigord Noir
Sydfranske stemninger mellem tre floder
225 km, 7 dage,
6 nætter, 5 cykeldage

Oplev Sydfrankrigs rige historie på denne smukke cykeltur, som vi her præsenterer for første gang. På en måde et landskab i to: Del 1 er Perigord Noir og del 2 er Lot-dalen. Begge dele repræsenterer en stor mosaik af landskabelig diversitet i en billedramme, som jeg tror passer ind i de flestes forestillinger om Sydfrankrig. Når Perigord får tilnavnet “Noir” har det noget med de store egeskove at gøre – dybe skove, store og tykke og sorte egestammer. Du begynder din cykelferie i Agen, som ligger på jernbanelinien mellem Bordeaux og Toulouse og ved Garonne-floden. Herfra går det ugen igennem mod nord op gennem Perigord . Du når ikke helt til Bergerac, men smutter i østlig retning og krydser Lot ved Villeneuve s/Lot, bor i Monpazier og kommer til næste store flod Dordogne oppe ved La Roque-Gageac. Turen slutter i Sarlat, hvorfra du kan gøre en ekstra smutter hen til Les Eyzies med grotterne. Turen her har således berøring med vores anden tur i området – tur 30 Dordogne.

Det er en tur i et kun let bakket terræn pyntet med slotte og gamle borge og adskillige landsbyer i lyse okkerfarver under kategorien “Plus beaux villages de France”. Mange af byerne er anlagte som “Bastides”, en befæstet byform, som er typisk i området her ved Toulouse. Især den første cykeldag er det bakket, for alle de yndige byer ligger på en bakketop. Gastronomisk handler det om trøfler, foie gras, kastanjer, gedeost og confit du canard plus vinene fra Bergerac. Overnatning på 2 til 4 stjernede hoteller og Chambre d’Hotes.

1.dag: Ankomst til Agen. Flyv til Toulouse eller Bordeaux og tog herfra. En rig by med 2000 års historie, som tydeligt mærkes når du vandrer i de snævre gader mixet med brede boulevarder fra en nyere tid. Her er et fornemt kunstmuseum (Musée des Beaux-Arts) med hele 5 Goya-malerier og andre spansk kunst fra det 18. og 19.årh. Ugentlige markeder – selvfølgelig med byens kendteste produkt – Pruneaux d’Agen – sveskerne! Kendt over hele Frankrig, en hyppig gæst i opskrifter og stærkt værdsat, når de er lagt i blød i Armagnac, som også kommer fra egnen her.Denne første nat bor du på Stim'otel

2.dag: Agen-Villeneuve s/Lot – 45 km. En etape ud i et kønt landskab med småbyer. Efter de første 32 km op kravler du på byen Penne d’Agenais overnover Lot-floden. Denne fine middelalderby (type Bastide), hvis borg blev bygget af Richard Løvehjerte, ligger over floden med sit ”hjerte” i midten: Notre-Dame de Peyragude Basilikaen i byzantinsk/romersk stil. Kør her til og beregn at spise frokost på Place Paul Froment. Gå rundt i de smalle gader med huse i tegl og træ. Der er fin udsigt over Lot-dalen fra netop kirken. Kun 12 km og sågar ned ad bakke herfra til dit hotel i Villeneuve, som også er Bastide-by. Du bor og spiser godt på Le Moulin de Madame, et dejligt hotel ca. 2 km fra bymidten.

3.dag: Villeneuve-Monpazier – 50 km. En rute ud i samme rolige landskab med byen Monflanquin, også Bastide og som flere byer på turen klassificeret som “Plus beaux villages de France”. Den ligger med udsigt over det omliggende landskab Haute Agenais og Léde dalen. Du cykler videre op mod den administrative grænse Lot-et-Garonne og Dordogne med borgen Gavaudun, som kan besøges. Næste borg er i Biron. Ellers er du omgivet af kastanjer, egeskove med stengærder (grisebasserne går her og snasker agern). Så skal du op til Monpazier, som er en lille perle og også en Bastide bygget som alle de andre i slutningen af 1200-tallet. En autentisk juvel af middelalderbyer med 2 klassificeringer – både “Plus beaux villages de France” og Grand National Site. Du bor på Hotel Edward 1er. Hotellet ligger højt oppe, og her er pool og fortrinlig mad.

4.dag: Monpazier-Siorac – 45 km. Udover et flot landskab, som her bør hædres alene for sin skønhed, så er der UNESCO på lablen her om lidt: Abbey de Cadouin – grundlagt i 1119 af Cisterciensermunke og i århundreder et stop på pilgrimsruten til Saint Jacques de Compostelle. Hyggeligt lille hotel, Hotel le Chambellan, i Le Coux et Bigaroque nær Siorac.

5.dag: Siorac-Sarlat – 50 km. Du er i Lot-dalen og følger floden og cykler videre, og kan se og besøge flere slotte og borge i dag. Josephine Bakers hjem slottet Chateau des Milandes kommer du til. Nu videre til to yndige landsbyer nemlig Castelnaud og Beynac, begge med slotte. Efter Roque Gageac med byen klistret ind under klipperne, forlader du floddalen og har en lille stigning op mod Sarlat, som er bygget omkring et Benediktiner-kloster. Byen fremtræder i en overordentlig smuk byramme med et livligt gadeliv og mange historiske bygningsmonumenter. Jean Nouvel (ham med DR Koncerthuset) har stået for relanceringen af den gamle markedshal i den gamle kirkebygning midt i byen. Du vil nyde Sarlats fine stemninger, og skal bo her de to sidste nætter på Hotel de Compostelle.

6.dag: Ophold i Sarlat eller cykeltur til Les Eyzies (45 km retur). Rigeligt at se og nyde i Sarlat, som bl.a. bugner med foie gras butikker. Men ellers en nem cykeltur ud over åbent land og ned i Vezére dalen til Les Eyzies med Musée National de Préhistoire og flere grotter i nærheden. Mød Homo Sapiens her i byen hvor Cro Magnum manden blev fundet i 1868. Et must med denne udflugt, hvis det europæiske menneskes tidligste historie har din interesse. Se også Merlots tur 30 Dordogne.

7.dag: Så er turen slut. Forlængelse i Sarlat eller hjemrejse via Bordeaux.

De nævnte hoteller er dem vi oftest benytter. Vi forbeholder os ret til at ændre hotelforløbet - naturligvis altid inden for samme el. højere kategori.

Rejsefakta og priser 2017

Turstart: Dagligt fra april til oktober. (OBS! Turstart er dag 1/ankomstdag)
Pris: 7.725 kr
Inkluderet: 6 nætter på hotel i dobbeltværelse med bad, morgenmad og 3 x 3 retters aftensmad (ej i Agen og Sarlat), leje af god turcykel, flytning af bagage samt kort og rutemateriale.
Ikke inkluderet: Rejsen til startsted, 3 x aftensmad, drikkevarer til de inkluderede aftensmåltider. Frokost. Tillæg for enkeltværelse 1.800 kr.
Det er muligt at leje el-cykel på denne tur, pris 425 kr.
Tilkøb: Ekstra nat i Agen: 510 kr inkl. morgenmad
Ekstra nat i Sarlat: 550 kr inkl. morgenmad

Cyklen findes i dame- og herremodel. Den leveres til dit hotel, og har flg udstyr:

  • 21 udvendige gear
  • Håndbremser (altså ingen fodbremse)
  • 2 cykeltasker bagpå
  • Styrtaske
  • Lappegrej, pumpe samt lås
  • Cykelhjelm

Rutemateriale

Du cykler efter kort i størrelsen 1:50.000. Det er kopier af et IGN-kort, hvor ruten er indtegnet. Til støtte for kortet får du en rutebeskrivelse på engelsk.

Med fly og tog

Flyv til Toulouse via Amsterdam eller Paris. Fra lufthavnen i Toulouse skal du med bus ind til stationen (Gare SNCF). Bus går hvert 20. min og køretid ca 25 min. Pris ca 4€ (ej inkl.). Fra Toulouse banegård er der direkte togforbindelse til Agen. Køretid ca. 1 time 15 min. Tilbagerejsen er med tog fra Sarlat til Bordeaux og fly hjem derfra. Merlot er gerne behjælpelig med at arrangere rejsen derned. Prisniveau ca. 3.500 - 3.700 kr.

Bestil tur 31
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at komme tilbage til oversigten
Bestil tur 31
Klik her for at udskrive denne side
Klik her for at vende tilbage til oversigten

Overvejende let bakket og bakket terræn. Som Bornholm, Sydfyn eller Østjylland – og lidt til.

Der er rigeligt med små og store bakker på 3-5 km længde – det giver udsigter! Overvejende kuperet terræn.

Envejstur – start og slut forskellige steder

På denne tur bor du på hoteller. Alle værelser er med eget bad.